Mads Jørgensen er lige nu afsted med U17-landsholdet i Spanien.
Her skal de spille tre kampe i EM-kvalifikationen.
Den første var i onsdags, hvor FC København-talentet også spillede en stor rolle med et par mål.
Læs mere om hans flotte landskamp her.
Det er nu lidt over et år siden, at den 16-årige midtbanespiller skiftede fra Silkeborg IF til FC København.
Til Bold sætter Mads Jørgensen ord på, hvordan det har været at tage skridtet videre.
Og det har i første omgang været et skifte i omgivelserne.
- Ja, det er lidt specielt at gå fra at være omgivet af marker til at flytte midt ind på Frederiksberg.
- Men jeg er faldet godt til, og alle i København har taget rigtig godt imod mig. Jeg er faldet godt ind på holdet og snakker godt med alle. Det er et godt hold, og jeg er glad for at spille der, siger Mads Jørgensen.
I FC København er der struktur på hverdagen, hvor han skal balancere en HF-uddannelse og en masse fodboldtræning.
Den klare struktur betyder noget for det unge talent.
- Det er supervigtigt for mig. Alle i FCK er gode til at skabe en god hverdag for mig, så jeg ved, hvad jeg skal. Der er ikke så meget, jeg selv skal tænke på. De har styr på det for mig.
Udover FCK er der også fortsat god støtte fra hjemmefronten.
Selvom mor, storebror og lillesøster er blevet i Silkeborg, har Mads Jørgensens far valgt at tage turen med over Storebælt og til det københavnske.
Og det betyder meget, at faren står klar med aftensmaden, når han kommer hjem fra træning.
- Det er fedt. Han støtter mig. Så det er godt, at jeg har ham.
Men støtten kan også være brugbar, når der lige pludselig sker meget uden for kridtstregerne.
Det var nemlig tilfældet, da stortalentet tog skiftet fra Silkeborg til FCK sidste år.
Her kom det blandt andet frem, at Mads Jørgensen kunne se frem til en stor tiltrædelsesbonus og en fornuftig månedsløn.
Det har dog ikke været noget, der har påvirket FCK-talentet.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der var en masse i medierne. Men jeg læste det ikke, og det ramte mig heller ikke, det jeg læste. Det rammer mig sgu ikke sådan noget. Det var jeg ligeglad med. Jeg koncentrerer mig stadigvæk bare på at spille fodbold.
- I den sommerferie, hvor der blev skrevet en masse, holdt jeg bare fri, hyggede mig med min familie og var klar til at starte i FCK. Og så har jeg fået en god opstart og mødt en masse nye mennesker.
Mange øjne hviler på midtbanespilleren, der er spået en stor fremtid, og som fik FCK til at betale en klækkelig sum.
Mads Jørgensen tager det ikke så tungt.
- Jeg tror egentlig, at det største pres, jeg har, det er fra mig selv. Jeg går ikke så meget op i andres pres. Det må de selv styre. Jeg spiller for mig selv på mit eget pres, og så spiller jeg fodbold for at have det sjovt.
Mads Jørgensen skal i første omgang koncentrere sig om de to næste kampe for U17-landsholdet.
Her venter Andorra lørdag, mens Spanien er modstanderen på tirsdag.


FC København U17
Danmark U17

































