FC København har fået en målrig start på sæsonen med en samlet målscore på 6-5 efter de første to kampe.
Fællesnævneren for Conference League-duellen mod FC Polissya og Superliga-premieren mod Lyngby Boldklub er, at FCK har indkasseret to mål i første halvleg i begge kampe.
Manden på sidelinjen, Bo Svensson, har analysen af, hvad der er gået galt.
- Du kan kalde det, som det er. Vi var slet ikke gode i de to første halvlege, og vi var også bagud helt retfærdigt. Det skyldes flere forskellige elementer.
- Vi har spillet lidt med håndbremsen trukket, som om tingene skulle komme til os, i stedet for at tage skridtet frem og påvirke tingene proaktivt. Og så har vi heller ikke ramt den taktiske del rigtigt i nogle faser, så det er en sammensat forklaring, indleder FCK-træneren over for Bold og den øvrige skrevne presse.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det handler både om det taktiske og om det rette spændingsniveau, og det ligger igen på mig og på spillerne. Det har vi også fået italesat. Det er ikke et udtryk, vi ønsker at se. Det er en blanding af flere ting, og man kan ikke reducere det til blot én forklaring.
Efter pausen i begge kampe er FCK kommet tilbage og har udlignet – og mod Lyngby endda hentet alle tre point.
FCK-træneren fortæller, at der har været stor utilfredshed hos både ham og spillerne i pausen i begge kampe.
Har det været nødvendigt at tale med store bogstaver?
- Det ved jeg nu ikke, men jeg har talt med store bogstaver i omklædningsrummet. Jeg ved ikke, om det er grunden, men jeg synes i hvert fald, at reaktionen har været god i begge anden halvlege. Selvom det ikke har været helt super, har det været en del bedre. Jeg har set noget i udtrykket, som har forbedret sig, og det er positivt. Men der er stadig lang vej.
FCK endte med at score to mål i anden halvlegen mod Polissya, hvorefter ukrainerne udlignede i de døende minutter. Svensson håber på mere kontrol i returopgøret.
Forventer du et andet kampbillede i morgen?
- Ja, det gør jeg i nuancerne, og vi får måske lidt mere af bolden, end tilfældet var på udebane. Vi havde egentlig også bolden der, men det blev meget spil rundt ved eget felt – i hvert fald i første halvleg. Jeg håber i hvert fald, at kampbilledet bliver, at vi har mere styr på det, når de har bolden.
FCK møder FC Polissya onsdag aften klokken 19.00 i Parken.
Fire dage senere venter endnu en Superliga-opgave, når københavnerne gæster Jysk Park og møder Silkeborg IF.

FC København
Polissya Zhytomyr
ECL-kval































