Yoram Zague og Munashe Garananga har sagt farvel til FC København, mens to højrebacks i form af Kenay Myrie og Aurelio Buta er blevet hentet ind.
Det gør samtidig, at Junnosuke Suzuki efter planen ikke længere skal vikariere på backen, men i stedet kan spille fast i det centrale forsvar.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen gør i et indslag på FCK TV status på transfervinduet og taler blandt andet om forsvarskabalen.
- Vi er nødt til at have perspektivet, at til sommer kommer Huescas tilbage, så det gav ingen mening for os at købe en højreback, og når man så går ud i markedet, så er ’loan-cases’ lidt sværere, for det minimerer antallet af muligheder.
- Vi har haft forskellige spillere i spil, og til sidst lykkedes det os at få den her aftale. Nu endte det godt nok med at blive en transfer, men det er mere en teknikalitet med Frankfurt, siger Sune Smith-Nielsen.
Aurelio Buta er således skiftet permanent til FCK, men kontrakten løber kun frem til sommer.
Artiklen fortsætter efter billedet

På Deadline Day sendte FCK Munashe Garananga til skotske Hibernian på en lejeaftale.
- Vi valgte at sige, at vi skulle kunne tælle til syv, når transfervinduet var færdigt, og det gør vi så ved, at vi sender Garananga på lån, så Nees og trænerstaben samlet set har syv spillere i vores bagkæde til at angribe de kampe, vi har i foråret, siger Sune Smith-Nielsen.
FC Københavns spillere til bagkæden er Gabriel Pereira, Pantelis Hatzidiakos, Marcos Lopez, Birger Meling og altså Junnosuke Suzuki, Aurelio Buta samt Kenay Myrie.
Rodrigo Huescas blev i starten af oktober ramt af en alvorlig knæskade, som holder ham ude frem til sommer.
I transfervinduet hentede FC København desuden midtbanespilleren Amir Richardson på en lejeaftale fra Fiorentina, efter Lukas Lerager var skiftet til polsk fodbold.
Københavnerne sparker Superliga-foråret i gang ude mod FC Midtjylland på søndag.

Hvor er linjen, dommer?
Ugens Suppe | Afsnit 8Hvor er dommerlinjen i Superligaen? I ugens afsnit af Ugens Suppe kigger vi på, hvordan oplevelsen kan løftes for alle aktører, og hvor nogle af problemerne omkring dommergerningen ligger.
Læs mere
FC København
3F Superliga

























