FC Midtjylland har skudt forsvarsprofilen Erik Sviatchenko af til skotske Celtic, og nu spørgsmålet er om de forsvarende mestre kan holde til flere salg af bærende spillere, hvis man skal holde sig til i denne sæsons guldkamp.
Sportsdirektør Claus Steinlein udelukker det ikke.
- Der kan stadig komme spillere både ud og ind, siger Steinlein til bold.dk og tilføjer om et af de mest oplagte emner, Pione Sisto:
- Det er ingen hemmelighed, at mange klubber har holdt øje med Pione det seneste års tid. Men lige nu er der ikke noget konkret på bordet. Han var lidt uheldig i 2015 og nåede aldrig den topform, som da han peakede i 2014. Det spiller også ind.
- Men jeg ved godt, at der kan ske mange ting i de sidste ti dage af transfervinduet, så jeg vil ikke udelukke noget. Torsdag i sidste uge havde jeg heller ikke regnet med, at vi søndag ville sælge Erik Sviatchenko, Det kan gå meget hurtigt.
FCM har hentet den tjekkiske offensivspiller Vaclev Kadlec ind, og derved bliver det indtil videre. I stedet skal truppens slankes yderligere.
- Efter et efterår med rigtig mange kampe, så skal vi ikke nødvendigvis ud og hente flere spillere. Vi har fået Kadlec ind, og både Jim Larsen og Rilwan Hassan er tilbage fra skader, så derfor er min fokus lige nu på at få lejet nogle af de unge spillere ud, siger Steinlein.
Udover Sviatchenko har FCM sat farvel til Eyjolfur Hedinsson og Francis Dickoh denne vinter, mens Marco Larsen er blevet udlejet til Vejle og unge Rasmus Lauritsen sendt til Skive.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga































