



FC Midtjylland testede torsdag formen mod de ukrainske mestre fra FC Dynamo Kyiv.
Profiler som Adam Buksa, Dario Osorio og Mads Bech startede inde, og de fik ikke den bedste start. Efter 20 minutter slog ukrainerne til.
En lang bold blev vekslet til et fladt indlæg, der efter lidt tilfældigheder havnede foran Oleksandr Pikhalyonok, der blot skulle prikke bolden i mål.
Scoringen fik dog ikke Thomas Thomasberg og co. til at ryste på hånden. Efter en halv times tid fik ulvene udlignet via Franculino Dju.
Angriberen blev sendt i dybden, og herfra tog han tingene i egen hånd. Franculino rundede et par mand, hvorefter han sendte en hård afslutning i mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Til anden halvleg kom Mikel Gorgorza ind, og han viste hurtigt prøver på sit store talent.
Efter få minutter sendte han FCM i front, da han trak ind fra venstresiden og sendte en følt afslutning i mål.
Friday Etim, der er kommet til heden denne sommer, ville også lege med. Angriberen hamrede bolden op i nettaget efter et fladt indlæg, og på den måde blev det til 3-1.
Og det blev også kampens resultat. FCM vandt 3-1 og skal nu gøre sig klar til næste test.
FCM møder Slovan Bratislava på søndag. Det er deres sidste kamp på træningslejren i Østrig.

FC Midtjylland
Dynamo Kyiv
Træningskampe

























