FC Midtjylland meddelte søndag, at man har solgt stopperprofilen Erik Sviatchenko til skotske Celtic for et flot beløb, og dermed bagkæden umiddelbart svækket.
Sviatchenko dannede i efteråret således en stærk stopperduo med Kian Hansen, men umiddelbart henter de forsvarende mestre ikke en direkte erstatning for landsholdsspilleren.
- For det første har vi et par lovende, unge navne på U19-holdet, der er på vej frem, og derudover er Jim Larsen på vej tilbage fra sin skade, og Patrick Banggaard har i forvejen haft det svært med spilletiden, siger sportsdirektør Claus Steinlein til bold.dk og fortsætter:
- Vi mener, vi har folk til at tage over internt, så det er ikke sikkert, vi erstatter Erik lige med det samme. Både Jim og Patrick har bevist deres værd, så vi ser situationen an her i opstarten. Ikke mindst i forhold til, hvordan Jims situation er. Men samtidigt holder vi naturligvis øjne og ører åbne for, hvordan markedet ser ud.
Sviatchenko er den første FCM-akademispiller i nogle år, der bliver solgt for et større beløb.
- Vi fik nu også et pænt beløb for Sylvester Igboun i sommer, men ja, det er rigtigt, at der har været en periode, hvor akademispillerne i stedet har haft muligheden for at spille på vores hold og blandt andet vinde det danske mesterskab.
- Nu bød chancen sig for Erik, og vi er glade og stolte over, at det er lykkes at hjælpe ham videre i karrieren, siger FCM-bossen.
Sviatchenko har ifølge Ekstra Bladet indbragt FCM omkring 20 millioner kroner, mens engelske BBC melder om en pris på cirka 15 millioner kroner.
mikael@bold.dk



FC Midtjylland
3F Superliga





























