Kristian Kamp skal fra årsskiftet agere sportschef for FCM kvindefodbold.
Det oplyser midtjyderne på sin hjemmeside onsdag.
Her sætter Anne Kjeldsen, der er chef for kvindeafdelingen i FCM, ord på ansættelsen.
- Vi har gennemført en grundig proces med fokus på ledelse, værdier og den retning, vi ønsker for kvindefodbolden. I samtalerne med Kristian har vi mødt en leder, der kombinerer faglighed og erfaring med stærke menneskelige kompetencer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hans ambitioner flugter med vores; han vil udvikle kvindefodbolden og indfri det potentiale, vi ved, der er. Samtidig har vi et klart behov for en fuldtidsrolle, der er tæt på hverdagen i Vildbjerg og sikrer en tydelig ledelsesmæssig tilstedeværelse - en leder, der kan tage ansvar for retningen og skabe fremdrift i både kultur og præstation.
- Med Kristian får vi en leder, der går forrest og sætter standarden, og sammen med resten af organisationen skal løfte kvindefodbolden de næste skridt, udtaler Kjeldsen.
Kristian Kamp kommer ifølge FCM med et stort indblik i pige- og kvindefodbolden fra sit arbejde i Esbjerg fB, Varde IF, DBU og Ligaforbundet.


FC Midtjylland (k)
A-Liga





































