

Mindst 220 millioner kroner.
Så meget kan FC Midtjylland sikre sig ved at slå Slovan Bratislava ud i Champions League-playoff, men slovakkerne skulle blive en svær nød at knække for de danske forhåndsfavoritter.
Aral Simsir var flyvende mod Lyngby forleden, og efter syv minutter satte han sig igennem med en dyb stikning til Adam Buksa, som dog blev blokeret.
Slovan Bratislava havde indledningsvis optræk til farlige situationer, men Ousmane Diao kom i vejen flere gange.
Træværket i vejen
FC Midtjyllands første rigtigt nærgående forsøg stod tilbagevendte Dario Osorio for.
Den 20-årige chilener tog chancen langt udefra, men måtte se sit forsøg ramme ydersiden af stolpen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Gæsterne havde ikke haft det store, men to store fejl af Ousmane Diao og Juninho gav pludselig Slovan en stor dobbeltchance efter en lille halv time.
Heldigvis for FCM var Elias Olafsson på plads i første omgang, inden andet forsøg blev braget over mål.
Efter en god start af Thomas Thomasbergs tropper kom udeholdet bedre med, men mod slutningen af halvlegen var det igen FCM, der pressede på.
Buksa stangede bolden godt videre til Osorio, hvis afslutning blev reddet via overliggeren, og tættere på kom FCM ikke før pausen.
Våd klud i ansigtet
FC Midtjyllands uskarphed blev straffet hårdt i det 59. minut.
En sløset aflevering fra Aral Simsir blev opsnappet, og da Juninho derefter mistede sin mand, kunne Cesar Blackman hamre bolden imellem benene på Elias Olafsson.
Kæmpe mavepuster til FCM, og størstedelen af MCH Arena kunne mere eller mindre lamslåede se de medrejsende slovakker juble løs.
Franculino burde have bragt balance i regnskabet midtvejs i anden halvleg efter en fremragende frispilning fra Buksa, men træværket var endnu en gang med Slovan Bratislava.
FCM kunne naturligvis ikke være tilfreds med tingenes tilstand og måtte derfor øge presset.
Det gav en kamp, der bølgede mere frem og tilbage med pæne chancer i begge ender.
Fra ’NEEEJ’ til ’JAAA’ på ét minut
Indskiftede Edward Chilufya fik en gigantisk chance med 12 minutter igen, hvor han overplacerede fra en helt fri position.
Frustrationen på stadion var ikke til at tage fejl af, men lidt over 60 sekunder derefter tog Chilufya revanche på den bedste måde.
Her slap han igen fri og afsluttede denne gang fladt, og så kunne jublen bryde løs i Herning, 1-1.

FCM forsøgte at fremtvinge en 2-1-scoring og dominerede i slutminutterne, men forgæves.
Dermed rejser de danske mestre til returkampen i næste uge med et udgangspunkt, der burde have været klart bedre.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


FC Midtjylland
Slovan Bratislava
Champions League


































