



FC Midtjylland har været suveræne i 3F Superligaen i denne sæson og havde torsdag aften muligheden for endegyldigt at sikre sig mesterskabet.
Hjemme på MCH Arena tog FCM imod de nærmeste forfølgere fra FC København, og før kampen vidste FCM, at bare et enkelt point ville være nok til guldet.
Det var dog gæsterne fra FCK, som startede kampen bedst og fik sat hjemmeholdet under et godt pres.
FCM-spillerne virkede nervøse og kunne slet ikke få spillet til at hænge sammen, og FCK’s Jonas Wind kom tidligt i kampen til en gylden mulighed, men fik ikke ordentligt ram på bolden.
Der gik dog ikke længe, så tog FCK føringen alligevel, da Mohamed Daramy halvvejs i første halvleg fik sendt bolden over stregen efter et hjørnespark.
Efter målet kom FCM bedre med, og hjemmeholdet appellerede to gange for straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs.
FCK’s føring holdet frem til pausen, og der var en del at tale om i FCM’s omklædningsrum efter en første halvleg under vanligt niveau.
Hjemmeholdet kom da også bedre ud til anden halvleg og var langt hyppigere fremme omkring gæsternes felt.
Det gav et par halve chancer, inden FCM efter en time fik det straffespark, som de havde efterlyst et par gange.
FCK’s Guillermo Varela smed bolden væk efter et FCK-hjørnespark, og så slog FCM kontra, hvor Carlos Zeca til sidst nedlagde Mikael Anderson, hvorefter der blev peget på pletten.
FCM-angribere Sory Kaba fik lov til at sparke og sendte på sikker vis bolden i kassen til 1-1 og massiv jubel fra de godt 4.000 tilskuere på MCH Arena.
Efter scoringen gik hjemmeholdet dog en anelse i stå igen, og FCK satte sig efter en tredobbelt indskiftning sig på begivenhederne.
Alligevel var det hjemmeholdet, som kunne tage føringen, da Anders Dreyer scorede et regulært drømmemål.
Kantspilleren tog chancen langt udefra og kunne se bolden stryge i mål helt oppe i fjerne målhjørne, og dermed var FCM godt på vej mod mesterskabet.
Både torsdagens opgør og mesterskabskampen blev endegyldigt afgjort få minutter efter, da Awer Mabil blev spillet fri i feltet og sparkede bolden i mål til 3-1 via overliggeren.
Efter scoringen havde FCM styr på sagerne og fik lukket kampen ned. Holdet kørte uden problemer sejren i hus og kunne ved slutfløjt lade jublen bryde løs.
FCM kan fejre det tredje mesterskab i klubbens historie, som blev fejret med fire runder tilbage.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
FC København
3F Superliga





























