- Lige nu har 20 klubber henvendt sig seriøst til os. Vi har aldrig oplevet noget lignende.
Sådan siger FC Nordsjællands sportschef Carsten V. Jensen til TV3 Sport om interessen for 19-årige Andreas Skov Olsen, der med 22 mål i den netop afsluttede sæson var brændvarm det meste af sæsonen.
FCN-chefen vil ikke oplyse, hvilke klubber, der er tale om, udover at han kan oplyse, at Tottenham ikke er en af de klubber, der har henvendt sig.
Tottenham er ellers på det seneste blevet sat i forbindelse med den målfarlige højre kant.
Ifølge Carsten V. Jensen er det op til Skov Olsen, hvilken klub, han vil spille for, forudsat at den klub også kan betale prisen. Sportschefen vil bare helst undgå at det går Andreas Skov Olsen, som det er gået Mathias Jensen i Celta Vigo.
- Andreas skal helst ikke opleve det samme som Mathias Jensen, der i sin første sæson i Celta Vigo sjældent kom på banen. Det har været et spildt år for Mathias, hvad vi konstaterede i EM-slutrunden, lyder det fra FCN-chefen.


FC Nordsjælland
































