1. Division -FCR-boss: Ingen Berthelsen-aftale lige nu
Foto: AC Horsens
2018-02-06 15:39:01
Foto: AC Horsens

FCR-boss: Ingen Berthelsen-aftale lige nu

FC Roskilde kommer ikke til at skrive kontrakt med testspiller Jacob Berthelsen lige nu. Forsvareren træner dog fortsat med i forsøget på at nå tidligere tiders fysiske niveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jacob Berthelsen har siden starten af januar trænet med i FC Roskilde, hvorfra meldingen i første omgang var, at forsvarsspilleren skulle være med i to-tre uger, inden der blev taget en beslutning om et samarbejde.

Nu er der snart gået en måned, men Berthelsen, som tidligere har spillet i AC Horsens og Brøndby, har endnu ikke underskrevet noget.

Og det kommer han heller ikke til lige foreløbig - det fortæller sportschef Anders Theil.

- Jeg har aftalt med Jacob, at han træner med her for at se, om han kan komme op på det niveau, han tidligere har været på - og det gør han stadigvæk, siger Anders Theil til bold.dk.

- Det er også planen, at Jacob tager med os på træningslejr til Tyrkiet i næste uge.

- Jeg tror, han gerne vil bruge foråret hos os på at komme tilbage i topform, og så kan vi tage en mere konkret snak, når vi kommer til sommer, siger Theil.

Jacob Berthelsens karriere har været præget af skader, og forsvarsspilleren prøver altså nu at blive skaderne kvit og komme tilbage på tidligere tiders niveau.

- Det går stødt fremad med ham. Han deltager næsten på lige fod med alle de andre. Men der mangler stadig nogle småting, og han har også fortsat nogle udfordringer med foden, som han har lidt smerter i indimellem.

- Han træner med og ser okay ud. Han er en dygtig spiller, men der mangler nogle procenter i forhold til at konkurrere med de andre, og det er han helt afklaret med.

- Omvendt kan det også være, at han kommer sig hurtigere, end vi forventer og dermed er i spil til at spille. Så har vi pludselig en ny sag, og så må vi se, hvad vi gør.

- Men han er glad for at være her og glad for at træne med på et rigtig godt niveau, siger Anders Theil.

FC Roskilde har stadig mulighed for at skrive kontrakt med transferfrie spillere - men der er ikke noget i støbeskeen i øjeblikket.

- Vi går ikke og pusler med det store. Det er klart, at alle klubber går og holder vejret lidt i forhold til Lyngbys situation, og der kan jo opstå noget der - men der er vi heller ikke førstevælger, siger Anders Theil.

FC Roskilde sluttede efteråret fornemt af efter en skidt start og er nu på ottendepladsen med syv point til en potentiel oprykningsplads og 12 point til nedrykningsstregen.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce