



Torino har haft det svært i denne sæsons Serie A, hvor klubben indtog en 17. plads lige akkurat over nedrykningsstregen inden fredagens dyst mod Fiorentina.
Klubben har vundet blot to af 19 kampe, hvorfor det efterhånden var tid til en sejr for det italienske mandskab.
Det var nu gæsterne fra Firenze, der fik opgørets første store chance, da Dusan Vlahovic blev spillet fri i feltet, men hans afslutning gik forbi efter ti minutter.
Første halvlegs store chance tilfaldt hjemmeholdets Simone Zaza, der blev spillet flot igennem på et hovedstød af anfører Andrea Belotti.
Zaza afsluttede højt og med stor kraft, men skulle have overvejet en mere præcis afslutning fra klos hold, for hans forsøg tog overliggeren og strøg ud.
I anden halvleg kunne Vlahovic i stedet sende gæsterne foran efter fem minutter af den, da han blev spillet i dybden af veteranen Franck Ribery.
Et VAR-gennemsyn kunne dog vise, at der var offside ved scoringen, der blev underkendt.
To røde på ti minutter
Og det blev helt galt for Fiorentina ti minutter senere, da Castrovilli blev vist sit andet gule og dermed rødt for at trække i nødbremsen lige uden for feltet.
Selvom det var Torino, der kom en mand i overtal, var det Fiorentina, der skulle score kampens første mål.
Og det var Franck Ribery, der blev spillet flot igennem af Bonaventura, inden franskmanden klogt ventede, til målmand Sirigu havde lagt sig, så han kunne sparke bolden i mål.
Få minutter senere fik Fiorentina en mand mere vist ud, da Milenkovic pandede Belotti en skalle, så han fik marchordre.
Med to minutter igen kunne hjemmeholdet omsider udnytte deres overtal til at score, da Belotti kastede sig ind i en afslutning og udlignede til det, der skulle blive resultatet 1-1.


Fiorentina
Torino
Serie A



































