2023-09-25 12:30:00

Fischer er blevet fyret i Skive: Et eller andet er gået galt

Alexander Fischer er færdig som Skive-cheftræner. Skive-direktør Rasmus Brandhof siger til bold.dk, at resultaterne ikke har været gode nok, men han ved ikke, om Fischer har været en fejlcasting.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 9. runde

FT

BRA

1 - 0

SKI

Skive skal på udkig efter en ny cheftræner. 

Det står klart, da 2. divisionsklubben mandag har valgt at fyre cheftræner Alexander Fischer. Skive har blot seks point efter de første otte runder i 2. division, og det er nok til en tiendeplads.

bold.dk har talt med Skive-direktør Rasmus Brandhof om beslutningen. 

- Som vi har meldt ud, er det udelukkende på grund af resultaterne og ikke andet. Fischer er en fantastisk fyr, og han har lavet dedikeret indsats hos os, men problemet er, at vi ligger på et pointgennemsnit under 0,9 over de seneste 38 kampe. Det kan vi alle sammen regne ud bliver for lidt i sidste ende, siger Rasmus Brandhof til bold.dk og tilføjer.

- Der er jo ikke nogen, der går fri fra ansvar i den her situation. Det er jo en hel klub. Det er både fra bestyrelse til direktør til cheftræner, assistent, målmandstræner og spillere. Der er ikke nogen, der går fri. 

- I sådan en situation er det altid cheftræneren, der er ansvarlig for holdet og resultaterne, og da vi ikke har ment, at resultaterne har været gode nok, så må vi prøve at finde en anden chef, som kan forbedre det. Sådan hænger fodbold sammen.

1-4-nederlaget til Fremad Amager var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

- Kampen i går (søndag, red.) på Amager var prikken over i'et, men det er jo ikke en kamp, der afgør det. Det er ikke sådan, at vi træffer en beslutning i effekt. Vi har selvfølgelig overvejet, hvad der skulle ske, og i og med at vi tabte ret stort til et hold, der har tabt fire kampe i streg og lå under os, så var vi nødt til at reagere nu.

Som direktøren tidligere har nævnt, har Fischer ikke fået mange point som Skive-cheftræner, og direktøren erkender også, at der har været et eller andet galt med holdet under Fischers ledelse.

Har det været en fejl at ansætte Alexander Fischer?

- Hvis man kigger i bagklogskabens lys kan man godt sige det, fordi vi har fået nødt til at opsige ham. Jeg vil så sige, at han har fået indført en del ting i klubben, som har været til gavn for de unge spillere. Vi har håbet, at det gav pote angående resultaterne. 

- Det gjorde det ikke, og så er man nødt til at træffe en beslutning. Jeg ved ikke, om det er en fejlcasting, men et eller andet er gået galt, siden vi har været nødt til at opsige ham igen.

Men ligger ansvaret ikke hos ledelsen i forhold til ansættelsen?

- Jeg ved det ikke. Vi bærer alle sammen en del af ansvaret, om man er direktør eller sportschef i en klub. Vi vinder og taber sammen, der gør vi også i Skive IK. Det er ikke bare spillere og trænere, det er en klub. Der er selvfølgelig ingen, der går fri.

Har kandidater
Brandhof fortæller, at Skive IK er i gang med at finde en erstatning for Alexander Fischer.

- Vi har en liste over kandidater, som vi altid har liggende, når vi møder nye og spændende trænere, som kunne være interessante. 

- Nu er listen oppe på bordet, og nu skal vi i gang med at ringe rundt, og jeg tror allerede, at vi har fået den første uopfordrede henvendelse. Jeg er ikke bekymret for, at vi ikke kan få en rigtig dygtig kandidat, siger Rasmus Brandhof til bold.dk.

Lige nu har Jacob Dehn og Stephen Lowe ansvaret for holdet, indtil Skive finder en permanent løsning. Skive møder Brabrand i lørdagens opgør.

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 9. runde

FT

BRA

1 - 0

SKI

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce