Midtbanespilleren Kasper Fisker skiftede før denne sæson Randers FC ud med Brøndby, og Fisker har spillet godt med kampe for klubben i det flotte efterår.
Fisker glæder sig over, at han valgte at tage skiftet til Brøndby og nyder at spille under cheftræner Alexander Zorniger.
- Da jeg skiftede til Brøndby, var det for at teste mig selv af på et højere niveau, og det oplever jeg nu hver eneste dag. Hver dag til træning er niveauet enormt højt, og det gælder selvfølgelig også i kampene, når man spiller på det hold, som ligger nummer et, siger Fisker til bold.dk.
- Det er fedt at spille under Zorniger, og han er den dygtigste træner, jeg har haft, da han arbejder på et meget højt niveau.
- Man kan godt mærke på ham, at man ikke bare er fra den danske andedam. Han stiller ikke kun enorme høje krav til spillerne, han stiller høje krav til alle i staben omkring holdet. Det er fedt, for det betyder, at alle yder det maksimale hver eneste dag.
Ved at vænne sig til tempo og niveau
29-årige Fisker føler, at han allerede har udviklet sit spil en hel del efter knap et halvt år i klubben.
- Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at vænne mig til det niveau, som der spilles på her. Der trænes på et meget højt niveau, og træningerne er enormt intense og ikke noget, jeg har prøvet før i de andre klubber, jeg har spillet i.
- I andre klubber fik man lov til at have bolden og røre den meget, men her bliver vi hele tiden stresset til træning, og vi træner konstant på at kunne håndtere stressede situationer, som man også oplever det i kampene.
- Det betyder, at man ikke har så mange boldberøringer som i andre klubbers træninger. Det er på små områder og med fuld fart hele tiden, og det udvikler man sig meget af som spiller, og jeg kan mærke, at det kommer mere og mere ind under huden på mig. Når vi står i kampene, er vi vant til ikke at have tid og plads, og det udvikler selvfølgelig en meget som spiller.
Ingen brok over bænkplads
Fisker har de seneste uger siddet en del på bænken, men han føler sig stadig som en vigtig del af truppen og er klar til at bidrage, når der bliver brug for ham.
- Zorniger har sagt til mig, at jeg bare skal blive ved, og at han er super glad for at have mig i truppen, lige som jeg også er rigtig glad for at være her.
- Jeg er ikke typen, som banker på trænerens dør, når jeg ikke spiller. Jeg vil hellere vise til træning, at jeg er klar til at kæmpe røven ud af bukserne og er god nok, og så må han vælge mig ud fra det.
- Jeg er sikker på, at der nok skal blive brug for mig i efteråret og resten af sæsonen, siger Fisker til bold.dk.
Kasper Fisker har spillet 14 Superliga-kampe i denne sæson og har budt ind med fem assists.
mikkel@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga






























