Den tidligere BSV- og Frem-spiller Magnus Rasmussen har kontraktudløb med de forsvarende USL-mestre fra Louisville om få måneder.
26-årige Rasmussen kunne ellers have forlænget inden sæsonstart, men valgte i stedet at satse på, at han ville øge sin værdi i løbet af denne sæson.
- Klubben gav mig et tilbud før denne sæson, men jeg var lige kommet tilbage fra en skadespause og havde ikke nået at bidrage med så meget, så tilbuddet var ikke på et niveau, der var interessant for mig.
- I stedet blev vi enige om, at jeg skulle spille kontrakten ud, og så ser vi på, hvad der ske, efter sæsonen. Forhåbentlig bliver jeg ved at gøre det godt, så jeg har endnu bedre kort på hånden, siger Rasmussen til bold.dk.
Svært at få MLS-kontrakt
Rasmussen er trods sin position på den centrale midtbane topscorer for Louisville med 10 mål i 27 kampe, så han er næppe blevet mindre interessant i løbet af sæsonen.
- Jeg er åben for stort set alle muligheder, det skal bare være det helt rigtige for mig. Jeg har det fint med at blive i USA, men jeg er også åben for at tage til Europa eller måske hjem til Danmark. Det skal bare være den rigtige løsning, siger Rasmussen og tilføjer om sin mulighed for at score en MLS-kontrakt:
- I MLS skal man helst trække mange billetter eller havde et meget stort CV, hvis man skal have en af de pladser, der er til udlændinge.
- Jeg skulle nok have sat mig lidt bedre end i reglerne omkring greencards, da jeg tog herover i sin tid, men jeg tror desværre ikke, at jeg bare lige kan få sådan et uanset hvad.
- Vi må se, hvad der sker efter sæsonen. Jeg håber min agent kan trylle et eller andet frem, eller at nogen har lagt mærke til mig.
Rasmussen er i gang med sin fjerde sæson i Louisville og USL.


North American Soccer League
Louisville City FC































