- Benfica skal vinde, og selvom vi er tidligt i sæsonen, så går jeg ud fra, at AGF bliver overfaldet nede i Portugal. Det er ikke et sted, man bare lige kommer og indtager.
Det er hårde ord fra den danske Benfica-legende Michael Manniche, som ikke har store forventninger til de danske mestre, som tørner sammen med Benfica i Europa League-kvalifikationen torsdag aften.
Sådan er det også i Lissabon.
Blandt Benficas fans og journalister er der en klar forventning om, at AGF kommer til at blive kørt ud ad brættet på det legendariske Estadio da Luz.
Artiklen fortsætter efter billedet

AGF er onsdag ankommet til Benficas hjemmebane, hvor Bold spurgte cheftræner Jakob Poulsen om, hvad han tænker om Michael Manniches forudsigelse for opgøret.
Har den tidligere landsholdsspiller ret?
- Det ved jeg jo ikke, om han har. Jeg håber det ikke. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der skal være i tvivl om, at Benfica er kæmpe favoritter. Det er de specielt her på deres hjemmebane.
- Det bliver en enormt vanskelig opgave for os, indrømmer Jakob Poulsen.
Men det er ikke ensbetydende med, at AGF's cheftræner på forhånd har givet op.
Nej, Poulsen har en tro på, at de danske mestre kan levere overraskelsen i den portugisiske hovedstad.
- Jeg synes, at det er en opgave, vi kan løse. Det er velvidende om, at det kræver en toppræstation. Og ja, vi forventer også, at Benfica kommer buldrende. Vi har også set deres kamp fra tidligere på ugen, som jo gik ganske fornuftigt.
- Så vi ved godt, hvad der venter os, lyder det fra Jakob Poulsen til Bold og den øvrige presse.
AGF's cheftræner refererer her til, at Benfica i weekenden skød Casa Pia i sænk med en sejr på hele 7-0 i den portugisiske liga.
Tiden må vise, om AGF's defensiv kan stå bedre imod Benficas stjerner, når det går løs torsdag aften klokken 21.00.

AGF
Benfica
EL-kval


























