Osvald Søe forlader B.93 og drager over Atlanten.
Fredag kom det frem, at midterforsvareren er blevet solgt til San Diego, hvor han bliver holdkammerat til Anders Dreyer, Marcus Ingvartsen og Jeppe Tverskov.
Søe har været en del af B.93 siden 2021 - først i ungdomsafdelingen og efterfølgende på førsteholdet.
Der er ingen tvivl om, at han har nydt tiden på Østerbro, men nu ser han også frem til at prøve sig af i USA.
- Der er mange mennesker i B.93, som har været afgørende for, at jeg nu kan tage det her skridt i min fodboldkarriere. Trænerne på både akademiet og førsteholdet har troet på mig, stillet krav og givet mig muligheden for at udvikle mig.
- Mine holdkammerater har betydet enormt meget, og samtidig har opbakningen fra stab, frivillige og fans gjort B.93 til en klub, man virkelig har lyst til at give sig fuldt ud for.
- Nu ser jeg frem til at prøve mig af uden for Danmark. Det er en stor mulighed for mig at rykke til San Diego og MLS, og jeg håber på at kunne gøre folk herhjemme stolte, fortæller Søe på B.93’s hjemmeside.
I San Diego-lejren er man godt tilfredse med tilgangen af 20-årige Osvald Søe. Læs om den historie her.

B.93
Major League Soccer
San Diego FC


























