Emre Alici er kun 18 år, men Hobro-talentet har fået en unik mulighed, da han har skrevet kontrakt med Ankara Demirspor i den tyrkiske 2. division.
Den unge dansker har store ambitioner for karrieren, og han ser specielt op til en landsmand, der også gør sig i tyrkisk fodbold.
Galatasaray-profilen Victor Nelsson er nemlig en stor inspiration, siger 18-årige Alici til bold.dk.
- Jeg ser rigtig meget op til Victor Nelsson, der spiller i Galatasaray. Han er en god spiller, siger Emre Alici til bold.dk, der tilføjer, at han drømmer om at tage skridtet til Süper Lig en dag.
Hvad er du inspireret af hos Victor Nelsson?
- Victor er en leder, der går først ind i bolden. Han er først oppe at heade. Sådan vil jeg også gerne være på sigt.
Han håber, at han kan tage et skridt til en stor liga om senest fem år. Nu skal den unge dansker lige vænne sig til den nye tilværelse i Tyrkiet.
- Det er jo et helt andet system. Der er bare power fra første sekund til slut. Man vil gerne have en plads på holdet, så alle giver sig selv 120 procent.
Alici fortæller, at der skulle tilvænningsproces til i starten, da han ikke var vant til at spille i 40 graders varme. Hobro-talentet har dog fået en fin start i klubben.
- Træneren har sagt, at jeg er en spændende spiller, og om et år eller halvandet kan jeg blive rigtig god og komme længere endnu, siger Emre Alici til bold.dk.
Alici har allerede fået debut for den tyrkiske klub, da han spillede hele kampen for Ankara Demirspor i 0-2-nederlaget til Karaman FK i pokalen. Danskeren har skrevet kontrakt med den tyrkiske klub til sommeren 2026.


Ankara Demirspor
2. Lig


































