




Fredericia var statister i den fodboldopvisning, som FC Nordsjælland fremviste hjemme på Right to Dream Park.
FCN var bedst fra start til slut, og sejren på 5-0 kunne uden problemer have været større, uden det var ufortjent.
Ikke så overraskende var det en tung stemning, der bredte sig over Fredericias lejr efter kampen.
Fredericias Felix Winther hedder 'Vrede' til mellemnavn, og det var en af de mange følelser, som midtbanespilleren stod med efter afklapsningen.
- Det er blandt andet vrede, jeg føler. Jeg er også sur og skuffet over mig selv og holdet. Vi skal vise mere. Man kan sagtens tabe i Farum, men have formået at vise noget identitet, og det gør vi ikke.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er faktisk den manglende identitet, der skuffer mig mest, og det er derfor, jeg står med en grim smag i munden. Jeg synes, at vi har vist, hvad Fredericia kan i nogle af de andre kampe, selv om vi har tabt.
- Her bliver vi rundbarberet over 90 minutter. Det er på alle fodboldens parametre, at de er bedst, og at vi ikke kan levere noget som helst.
- Vi kommer bagud efter et par minutter, og selv om kampen ikke er lukket der, så er det svært at holde liv i den allerede ved deres andet mål, fortæller Winther til Bold.
Tror på overlevelse
0-5-nederlaget i Farum var Fredericias tiende kamp på stribe i Superligaen uden sejr. De ti kampe har kastet et enkelt point af sig.
- Hvis jeg havde en konkret løsning på, hvordan vi vender skuden, så ville det ikke være svært at stå her og svare på dine spørgsmål. Vi skal stå endnu tættere sammen end nogensinde før, lyder det fra Felix Winther.
Selv om pilen peger den forkerte retning for Fredericia, ser det ikke helt sort ud endnu.
Superligaen er halvvej færdigspillet, men netop udsigten til yderligere 16 kampe giver Winther blod på tanden:
- Vi tror på, at vi kan overleve, fordi halvdelen af sæsonen stadig mangler. Vi havde en god stime i starten af sæsonen, og sådan en skal vi ind i igen. Nu starter vi med at prøve at få så meget ud af de to sidste kampe inden vinterpausen.
- Vi giver ikke op, før der er noget som helst, der er afgjort. Og det er der ikke noget, der er endnu, afslutter midtbanespilleren.
Fredericia ligger nummer 11 i tabellen, hvor der inden mandagens kamp er seks point op til Randers på den rigtige side af stregen.
Fredericia skal møde Brøndby og OB, inden Danmarks bedste fodboldrække går på vinterpause.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Fredericia
3F Superliga






































