



Det endte med pointdeling, da FC Fredericia og Vejle Boldklub tørnede sammen i 3F Superligaens nedrykningsspil mandag aften.
Begge hold førte undervejs, men det sluttede 2-2 efter en livlig affære.
Resultatet betyder, at Vejle fortsat ligger sidst med 18 point efter 26 kampe, mens FC Fredericia er placeret på tiendepladsen med 28 point.
Vejle kom bedst fra land og lagde i det første kvarter et godt tryk på hjemmeholdet. Christian Sørensen kom blandt andre frem til en stor mulighed - dog uden slutprodukt.
Slutprodukt var der til gengæld hos Felix Winther, da han efter 24 minutters spil bragte FC Fredericia foran med en resolut afslutning højt i målet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Winther var først over en ripost efter en afslutning fra Gustav Marcussen, og så kunne tilskuerne på Monjasa Park ellers juble.
1-0-føringen holdt frem til pausefløjt.
Vejle udnyttede pausen til at foretage en udskiftning. Ud gik Junior Edjeodji til fordel for Christian Gammelgaard, og det viste sig at være en god beslutning af cheftræner Claus Nørgaard.
Anden halvleg var bare tre minutter gammel, da Gammelgaard udlignede til 1-1 for gæsterne. Kantspilleren afsluttede med det kolde højre ben, og selv om Valdemar Birksø fik handsken på, gik bolden i mål.
Fem minutter senere var den gal igen i hjemmeholdets felt.
Denne gang var det Mikkel Duelund, der var på spil. Den driblestærke Vejle-spiller kronede en stærk omstilling ved at hamre bolden i mål til 2-1.
Således havde Vejle vendt kampen på bare fem minutter - men det holdt ikke længe for Nørgaards tropper.
For efter knap en times spil slog Fredericia tilbage med en udligning fra angriberen Friday Etim.
Han modtog bolden fra Gustav Marcussen og skabte plads til sig selv ved at bruge sin stærke fysik. Herefter sendte han bolden i mål i det lange hjørne.
Mod slutningen pressede begge mandskaber på for en sejrsgivende scoring.
Særligt Fredericia kom tæt på til allersidst, men Friday Etim mistede balancen, da han ellers fik foræret en friløber i overtiden.
Således sluttede det altså 2-2.

Bo Svensson afviser FCK-opsigelse
Hattrick | Afsnit 14FC København tog en flot 2-0-sejr over FC Nordsjælland i Parken, hvor et banner omkring en Bo Svensson-opsigelse kom i fokus. Cheftræneren afviser dog, at det kan komme på tale.
Læs mere
Vejle Boldklub
FC Fredericia
3F Superliga



























