

Frem lukkede lørdag sæsonen ned med et uafgjort resultat på 1-1 mod VSK Aarhus. Frem kom ellers foran i første halvleg, men aarhusianerne kom altså tilbage efter pausen.
Netop det kampmønster er noget, de har set før i Valby, og det ærgrer cheftræner Danny Jung sig over.
- Vi skal have styr på, hvordan vi kan overføre vores næsten altid gode første halvleg til anden halvleg. Vi har prøvet med en masse forskellige ting med eksempelvis genopvarmning i pausen, og vores peptalk i pausen går på, at vi skal holde energien oppe og fortsætte, hvor vi slap.
- Men det er som om, at fordi de har været ude for det så mange gange før, graver de sig ned i et mentalt hul, som de ikke rigtig kan komme op af. Det er det, vi skal arbejde mest med i næste sæson, siger Danny Jung ifølge lokalupdate.dk.
Frem-træneren var dog trods alt glad for det, han så før pausen.
- Vi leverede fint spil og skabte mange, mange chancer. Årsagen, til at de ikke bliver sat ind, er manglende kvalitet. Den slags kan man træne sig til eller købe sig til. Frem er ikke en klub, hvor pengene hænger på træerne, så vi skal træne os til det, siger Frem-træneren.
Frem endte sæsonen på andenpladsen i 2. divisions nedrykningsspil.


BK Frem
CampoBet 2. division























