Den tidligere Silkeborg, Horsens- og Skive-spiller Jimmy Mayasi gjorde sig i sidste sæson hos Frem, men Valby-klubben mister nu den humørfyldte angriber.
På grund af flere timer på sin daglige arbejdsplads er 27-årige Mayasi nødt til at droppe en ugentlig træningsdag, og dermed også Frem.
- Jeg er klubpædagog og med den nye skolereform får jeg senere fri og kan kun træne tre gange om ugen. Konkurrencen er i forvejen hård i Frem, så jeg tror ikke, de vil være tilfredse med det, siger Mayasi til bold.dk.
Fodboldsulten er dog intakt hos Mayasi, der vil ud af sin nuværende måltørke.
- Jeg har stadig en masse at bevise, og jeg håber meget at finde en klub i 2. division eller en DS-klub med oprykningsambitioner, hvor jeg kan komme i gang.
- Jeg har døjet lidt med skader tidligere, og nu har jeg så valgt at ramme en lang måltørke på et år. Den skal jeg gerne ud af meget snart, så jeg håber at finde et sted, hvor jeg kan bygge mig selv op igen og score en masse mål, siger Mayasi.
Mayasi havde egentligt en aftale på plads med Birkerød, men enderne mellem fodbolden og den civile karriere kunne alligevel ikke passe helt sammen.
mikael@bold.dk


BK Frem
CampoBet 2. division































