Balladen fortsætter i Fremad Amager efter nedrykningen til 2. division.
Klubben har således ikke i øjeblikket kontrakttilladelse, fremgår det af Divisionsforeningens hjemmeside.
Det betyder, at Fremad Amager ikke må indgå kontrakter med nye spillere, indtil man igen har opnået tilladelse.
Klubben må godt ophæve kontrakter, ligesom alle nuværende kontrakter er gyldige på de vilkår, de er blevet indgået.
Hvad årsagen helt præcist er til den manglende kontrakttilladelse, vides ikke, men Divisionsforeningen har en række betingelser for at være en kontraktklub, som Fremad Amager altså på nuværende tidspunkt ikke lever op til.
Fremad Amager har været i massive økonomiske problemer i lang tid, og sidste år var klubben tæt på at gå konkurs.
Spillerforeningen bekræfter over for B.T., at Fremad Amager senest har indbetalt pension for sent til alle spillere, men at det skulle være løst nu. Det vides dog ikke, om det er dét, som er skyld i den manglende kontrakttilladelse.
Fremad Amager må indtil videre kun registrere nye spillere som amatører, indtil klubben igen får kontrakttilladelse.
bold.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Fremad Amager-direktør Jacob ‘Gaxe’ Gregersen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Fremad Amager har haft en sportslig forfærdelig sæson og er rykket ned i 2. division, da klubben ikke har fået licens til at spille i NordicBet Ligaen. Det skyldes et stort økonomisk oprydningsarbejde efter den tidligere ejer, russiske Anton Zingarevich.
Senest har Fremad Amager sagt farvel til flere af de bærende spillere i truppen, herunder anfører Pierre Kanstrup og David Boysen, der begge føler sig smidt ud af klubben. Læs Kanstrups historie her og David Boysens udmelding her.

Fremad Amager
CampoBet 2. division

























