2024-12-19 14:56:00

Freyr blev fyret over telefon: Klubben gik i panik

Freyr Alexandersson sætter i et interview med Bold ord på sin fyring i Kortrijk, hvor han følte sig modarbejdet af en klub, som i sidste ende gik i panik.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Jupiler - 19. runde

FT

BEE

2 - 2

KOR

Mandag den 16. december blev en skæbnedag for Freyr Alexandersson.

Det endte med at blive hans sidste arbejdsdag i KV Kortrijk, da han få dage efter et nederlag til oprykkerne Dender blev fyret i den belgiske klub.

Alexandersson havde ellers været den helt store frelser for blot et halvt år siden, da islændingen stod bag en mirakuløs redning i Jupiler Pro League.

Men det er ikke gået Kortrijks vej i denne sæson, og det har nu kostet Alexandersson en fyring. Det er dog ikke til at mærke på islændingen.

Da Bold torsdag fanger Alexandersson, er han i et overraskende godt humør i lejligheden i Belgien.

- Jeg har det godt. Jeg ved, at vi har gjort alt, som vi kunne, for at hjælpe fodboldklubben, siger Freyr Alexandersson, mens at han går rundt og rydder op. 

Alexandersson er stolt over det, som han har opnået i Kortrijk, men da han smider sig på sin sofa, ændrer atmosfæren sig en smule.

Nu er han parat til at sætte ord på, hvad der gik galt i Kortrijk, og hvorfor det endte med at koste ham jobbet.

- Nu har bestyrelsen i Kortrijk besluttet, at man skulle have en belgisk træner, som måske kan give energi på den korte bane.

- De er gået væk fra det, som skulle have været en langsigtet strategi til at få balance og kontinuitet i klubben. Det er fint med mig, hvis det er den vej, som de vil gå.

- Nu er de gået i panik over, at en lille gruppe af fans har været efter dem, men det er bare en del af gamet. Det har Jonathan (Hartmann, red.) og jeg været bevidst om kunne ske, siger Freyr Alexandersson.

Artiklen fortsætter efter billedet

Jupiler Pro League -Freyr blev fyret over telefon: Klubben gik i panik
Foto: Kurt Desplenter/AFP/Ritzau Scanpix

Ingen strategi i Belgien
KV Kortrijk har meget at takke Freyr Alexandersson for.

I starten af 2024 blev islændingen hentet hos Lyngby Boldklub, hvor Alexandersson stod over for en nærmest umulig opgave med at redde Kortrijk.

Men mod alle odds lykkedes det i imponerende stil, hvor Alexandersson efterfølgende blev hyldet og kaldt for den store frelser efter endnu en 'The Great Escape'.

Nu var det så tid til at tage det næste skridt, hvor Alexandersson ville løfte og stabilisere Kortrijk, men det var på ingen måde en nem opgave for islændingen. 

- Vi havde hjulpet klubben, og nu ville Jonathan Hartmann og jeg så lykkes med hele projektet, som var at stabilisere klubben og overleve igen i Jupiler Pro League. 

Men det kræver, at alle går i samme retning, og sådan var det ikke.

Er du blevet modarbejdet i Kortrijk?

- Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet modarbejdet med vilje. Det er mere det know-how, som ligger i fodboldklubben. Det er ikke på det niveau, som jeg havde ønsket i forhold til at stabilisere en fodboldklub.

- Hvis man skal stabilisere en fodboldklub, skal der være en meget tydelig og klar strategi omkring det. Det er alt fra kultur til rekruttering og alt det imellem, men det eksisterede ikke.

Foto: Laurie Dieffembacq/AFP/Ritzau Scanpix

Alexandersson forsøgte derfor at være en leder for sine overordnede, så man på den måde kunne få en mere tydelig strategi, men det var også en rigtig svær opgave.

- Jeg har på det område mærket, at jeg ikke kunne hjælpe dem til at lede klubben. Men jeg har prøvet alt.

Men er det på grund af, at de ikke har forstand på fodbold? Eller drejer det sig om, at ledelsen gik i panik?

- Det er lidt en blanding. Jeg vil sige, at de er gode mennesker. Jeg har ikke noget ondt at sige om dem. Men vi kommer også fra et miljø i Skandinavien, hvor vi er rigtig godt uddannet. 

- Det er det samme i Danmark, hvor de fleste klubber er drevet med en strategi på et rigtig, rigtig højt niveau. Sådan er det bare ikke i nogle klubber i Belgien. 

- Så den know-how, som vi har, er helt anderledes end den i Kortrijk, som var præget af følelser.

Dyre lærepenge og stor panik
Og følelserne tog i den grad over i Kortrijk.

Freyr Alexandersson oplevede flere gange, hvordan dagsordenen og retningen kunne skifte i klubben. Nærmest fra den ene dag til den anden.

- Der har været ting, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg havde næsten ingen magt i forhold til rekruttering.

- Vi havde mulighed for at hente rigtig, rigtig dygtige spillere på højt niveau, som 100 procent ville forstærke holdet. Men de ville ikke hente dem, og det var på grund af mit netværk. Det havde jeg svært med til sidst. 

Men Alexandersson kan dog glæde sig over, at han nu har fået den fodboldkultur ind under huden, selv om det har kostet en fyring.

- Jeg havde et ønske om at prøve det med at have en rekrutteringsafdeling. Der var fem scouts og en sportschef, som havde ansvar for det.

- Jeg ville se, hvad der kom ud af det, men det var ikke særligt godt. Det var dyre lærepenge, griner Freyr Alexandersson.

Foto: Kurt Desplenter/AFP/Ritzau Scanpix

Det har derfor ikke været nemt for Alexandersson, som ville forvandle Kortrijk til at være mere end en klub, som blot skulle kæmpe for overlevelse.

Her har han faktisk haft støtte fra den administrerende direktør i ejerskabet, Ken Choo, da parterne har haft et godt forhold til hinanden gennem hele forløbet.

Men der har været et problem set fra Alexanderssons perspektiv.

- Han arbejder ikke til dagligt i Kortrijk, da han har et belgisk 'management', som driver klubben. Men vi havde et møde sammen for tre uger siden, hvor han var meget tydelig omkring, at jeg var det bedste for Kortrijk.

Men sådan så Kortrijk-ledelsen ikke på det.

- De gik i panik. De kom under pres fra små grupper af fans, som kom helt op på tribunen og svinede dem til med, at ledelsen skulle gå af.

- Så valgte de selvfølgelig bare at gøre det, som man kender og plejer i Belgien. Det er at få træneren væk, så man kan få tre ugers luft til at beskytte sig selv. 

- Man håber på, at resultaterne kan vende, men det kommer tiden jo til at vise nu.

Hvor er ledelsen henne?
Freyr Alexandersson har oplevet flere ting i belgisk fodbold, som han ikke har været vant til.

Det skete også den dag, hvor Alexandersson blev fyret.

Her var Alexandersson og assistenttræner Jonathan Hartmann på vej hjem fra en træning efter en lang arbejdsdag.

- Jeg sagde faktisk til Hartmann, før vi gik, at det var lidt mærkeligt. Jeg havde ikke set nogen fra bestyrelsen den dag, og det var mærkeligt, da vi havde en vigtig kamp om lørdagen.

- Ledelsen havde været lidt nervøse i ugen op til de sidste tre-fire kampe, men så lige pludselig var de der ikke den dag. 

- "Lad os nu se, om det sker noget", sagde jeg til Jonathan, og så tog jeg hjem. Her blev jeg ringet op af Choo, og så modtog jeg beskeden.

Så du blev fyret over telefonen?

- Ja. Jeg ved ikke, om det er normalt i Belgien. Men det overraskede mig ikke, hvis jeg skal være ærlig.

Et sidste krav
Men Freyr Alexandersson havde dog et krav, som han fik trumfet igennem.

Han har nemlig stærke værdier, som han har fulgt gennem hele sit liv, og derfor ville Alexandersson også vise sig fra den side af i den sidste stund.

- Jeg ville sige farvel til alle og kigge dem i øjnene, fordi jeg har en rigtig god samvittighed, og det fik jeg lov til.

- Jeg har lavet et rigtig godt arbejde i klubben. Så Jonathan og jeg gjorde det på den gode måde, hvor vi fik sagt ordentligt farvel til Kortrijk. 

- Vi er stolte og glade for det arbejde, som vi har gjort for klubben, afslutter Freyr Alexandersson til Bold.

Foto: Kortrijk

Artiklen fortsætter efter indholdet

Jupiler - 19. runde

FT

BEE

2 - 2

KOR

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce