Det var en frustreret sportsdirektør fra AaB, der fulgte dommer Jens Maae ud af banen efter torsdagens semifinalenederlag på 0-1 til Brøndby.
Allan Gaarde var langt fra tilfreds med aftenens kendelser - med Hjortur Hermanssons arm på bolden i anden halvleg som frustrationens toppunkt.
- Det var et klart straffespark, som vi missede. Og i de her tætte kampe er det bare afgørende. Jens Maae er vores måske bedste dommer i Danmark. Den her sæson har bare været præget af den slags kendelser. Vi er ikke dårligere stillet end andre, men sådan føles det lige nu, siger Allan Gaarde til bold.dk.
Den 44-årige sportsdirektør kalder sæsonen, hvor mesterskabsspil og pokalfinale glippede til sidst, som en særdeles hård en af slagsen indtil videre.
- Jeg synes virkeligt, at det har været en hård sæson. Jeg bryder mig ikke om at tale om dommerne. Det gør jeg heller ikke nu, men når der er blevet begået så store fejl. Vi kunne alle se, at der var hånd på, siger Allan Gaarde, der ikke ville bebrejde et noget ufarligt AaB-holds indstilling til kampen:
- Indsatsen er der ikke noget at sige til, men vi skaber alt for få chancer. Det er ellers normalt vores varemærke.
AaB skal søndag forsøge at rejse sig i Superligaen, når de møder Hobro IK på udebane.


AaB
Brøndby IF
Oddset Pokalen

































