Anders Gerbers NSI Runavik triumferede i august, da de slog B36 1-0 i den færøske pokalfinale, men til gengæld fik den danske cheftræner herefter ikke indfriet sin ambition om at spille med om mesterskabet til det sidste.
Med to runder igen er Runavik således nummer fire og bliver i bedste fald nummer to. En skidt periode efter pokaltriumfen blev kostbar, beretter Gerber.
- Det har per tradition været sådan heroppe, at pokalvinderen er gået lidt ned i ligaen efterfølgende. Det skete desværre også for os. Vi førte ellers 3-1 i den næstfølgende kamp, men endte med at tabe 4-3.
- Vi mistede lidt energi, og der kom til mæthed ind i spillerne efter pokalsejren, men heldigvis har vi fået det vendt og har vundet de seneste par kampe. Nu håber jeg, vi kan overraske i de sidste runder og snuppe en medalje, siger Gerber, der stopper som cheftræner i NSI Runavik efter denne sæson.
Vikingur ligner det kommende færøske mesterhold. De kan søndag sikre sig titlen på udebane mod netop Gerbers Runavik.
- Vikingur skal ikke være mestre på vores bane, hvis vi kan forhindre det. Det bliver helt sikkert en god kulisse, og vi vil gøre alt for at levere en stærk præstation og vinde. Også for at cementere, at vi er tilbage på topniveau efter vores lille downperiode, siger Gerber og kalder Vikingur et fortjent mesterhold:
- Det er helt sikkert fortjent, hvis de løber med titlen. De har været fandens stabile.
Topscorer for førerholdet Vikingur er i øvrigt den Vejle-profil Adeshina Lawal, der i en alder af 32 år er ligatopscorer i Færøerne med 17 mål i 25 kampe.
mikael@bold.dk


NSÍ Runavík
Betrideildin






























