De polske mestre Lech Poznan havde i weekenden besøg af Nicki Bille, som gerne vil væk fra Esbjerg. Bille og den polske klub er endnu ikke nået til enighed om en aftale, men spillerens agent fortalte søndag aften til Ekstra Bladet at han regner med, det sker i starten af denne uge.
Bille var dog ifølge bold.dks oplysninger ikke Poznans førstevalg. Det var i stedet en anden dansker. Allerede i sommer forsøgte klubben at få fingre i Anders K. Jacobsen, men den daværende AaB-angriber skrev i stedet kontrakt med OB.
Poznan har dog langt fra glemt Anders K. Jacobsen, som klubben en håndfuld gange i løbet af efteråret så i aktion for fynboerne. bold.dk erfarer, at polakkerne i januar har henvendt sig til OB med ønsket om en lejeaftale med indbygget købsoption, men fynboerne har blankt afvist den henvendelse.
Da det ikke lykkedes Poznan at hente fynboen i sommer, hentede de i stedet Denis Thomalla og Marcin Robak, men ingen af de to har slået til. Derfor skal der en angrebsforstærkning ind, og her er Bille altså nu rykket en plads op på listen, efter at OB effektivt har streget Anders K. Jacobsens navn ud.
Det har ikke været muligt at træffe Anders K. Jacobsens agent, Mads Bach Lund, for en kommentar til oplysningerne.
jesper@bold.dk


OB
Lech Poznan
Esbjerg fB
3F Superliga





























