Færøerne er langt fra lige så hårdt ramt af coronavirussen som andre steder, og derfor starter landets bedste fodboldrække op om en uges tid.
Den tidligere Vendsyssel-træner Jens Berthel Askou debuterede i marts som HB Torshavn-chef med en tabt Super Cup-finale mod KI Klaksvik, og efter to måneders pause kan han nu se frem til sin ligadebut for klubben i næste weekend.
Det samme kan de tre danske spillere, som Askou har fået til klubben - Delphin Tshiembe, Mikkel Frankoch og Mathias Nygaard.
Især 28-årige Tshiembe ligner et scoop med sine 71 kampe for AC Horsens, 51 kampe for HB Køge og 19 kampe for skotske Hamilton.
- Jeg forsøgte at få ham til Vendsyssel dengang, hvor vi rykkede op i Superligaen, for han ville have været god nok til at gøre en forskel for os. Og jeg synes egentligt ikke, at han er faldet i niveau siden dengang, så jeg er meget glad, men også lidt overrasket over, at jeg har fået ham herop, siger Askou til bold.dk og fortsætter:
- Han er meget sulten efter et hakkende forløb i det seneste års tid, og jeg må bare sige, at han virkelig har imponeret indtil videre. Han er lynhurtigt trådt i karakter og er en fantastisk fyr, der gerne tager et stort ansvar, hvilket er godt for vores unge trup.
- Han arbejder knaldhårdt, men er også en fin fodboldspiller med en del erfaring efterhånden. Han har haft et efterslæb, men han er hurtigt kommet efter det, og det bliver godt for ham at spille mange kampe igen.
Stærke Frankoch og sultne Nygaard
Den 24-årige midtbanespiller Mikkel Frankoch kender Askou fra deres fælles fortid i Vendsyssel.
- Jeg tror ikke, specielt mange nåede at få øjnene op for, hvor dygtig Frankoch er, da vi rykkede op i Superligaen.
- Men han var efter min mening en af de væsentligste årsager til, at vi gjorde det så godt - især med bolden - i de første seks-syv runder efter oprykningen, indtil han desværre blev skadet, siger Askou og tilføjer om 25-årige Mathias Nygaard, der senest har været i Fredericia:
- Mathias har ikke været oppe på et lige så højt niveau som de to andre endnu, men han er godt uddannet i AGF, og han er enorm sulten efter en svær periode i Fredericia, så det skal nok blive godt.
- Det er tre enormt gode gutter, og som, vi forventer, bliver profiler for os og i ligaen generelt. Derudover kan og skal de også være med til at højne træningskulturen i klubben. Det er vigtigt for mig, siger Askou.
Dansker og tysker i trænerstaben
HB Torshavn-truppen tæller også det tidligere FC Midtjylland-angriber Jakup Thomsen, der vendt hjem denne vinter og endnu er et par måneder fra topformen efter et par skadesplagede sæsoner.
- Han er oprindeligt HB-dreng og er nu tilbage efter at have været ude. Han er et stort talent, men han har været uheldig med skader i de seneste par sæsoner, så nu forsøger vi at hjælpe ham i gang igen.
- Hvis vi får ham i omdrejninger, er han en rigtig god spiller på det her niveau, Jeg kan huske, jeg så ham for tre-fire år siden, da han var med til at slå Atletico Madrid i Youth League, og der var han virkelig lovende.
Udover den danske trio har Askou også hentet den tidligere fysiske træner i Vendsyssel, Sebastian Dam, til HB Torshavn, og den tyske assistenttræner Kevin Schindler er kommet til via Askous bekendtskab med Mike Tullberg.


HB Tórshavn
Betrideildin


































