26-årige Lee Rochester Sørensen skiftede i marts til Raufoss i den næstbedste norske række, OBOS-ligaen, og kantspilleren har fået meget spilletid i sæsonens første kampe i den norske liga.
Han er meget glad for tilværelsen i klubben, og kantspilleren føler, at hans kvaliteter kommer til sin ret i den norske spillestil, der er offensivt anlagt.
Lige nu har den 26-årige dansker kontrakt med Raufoss resten af året, og selvom norsk fodbold passer godt til ham, så siger Lee Rochester Sørensen til bold.dk, at han ikke udelukker en retur til dansk fodbold på sigt.
- Det er ikke sådan, at jeg siger, at det skal være norsk fodbold for enhver pris. Det er slet ikke sådan, men hvis mulighederne byder sig angående noget mere spændende, så vil jeg rigtig, rigtig gerne kigge på det.
- Jeg udelukker selvfølgelig aldrig Danmark, og jeg udelukker heller ikke at fortsætte i Norge. Det kommer lidt an på, hvilke muligheder man får.
- Det er lidt nemmere at gøre op, når sæsonen er færdig, så man kan se, hvordan man har præsteret og se, om der kommer interesse.
- Hvis man har gjort det godt og spillet en masse kampe og scoret nogle mål, så kan det være, at ens muligheder åbner sig yderligere op. Det er selvfølgelig ambitionen for mig.
- En af grundene til, at jeg tog herop, var for at præstere så godt som muligt, og så håber man på, at der falder noget af i den ende, når sæsonen er færdig, siger Lee Rochester Sørensen til bold.dk.
Inspirerende med danskersucces i Norge
Kantspilleren siger dog, at han har en ambition om at spille i Eliteserien på sigt, og den vævre kantspiller mener selv, at han har niveauet til at spille i den bedste norske række.
Tror du, at det er muligt for dig på sigt at spille i Eliteserien eller Superligaen?
- Hvis jeg skal være helt ærligt, så føler jeg, at det er realistisk. Jeg føler, at jeg har kvaliteterne til det, og så er det selvfølgelig også en inspiration at se andre danskere gøre det godt i Eliteserien som Philip Zinckernagel, Mikkel Maigaard og Kasper Junker blandt andet. De er alle sammen spillere, der er tæt på min alder.
- Selvfølgelig bliver jeg inspireret af at se, hvordan de præsterer, og hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det samme, så det er fedt at følge dem. Selvfølgelig har jeg ambitioner om at spille i Eliteserien.
- Det vil jeg ikke lægge skjul på. Det handler dog om at præstere, hvor man er nu, og det har jeg fuldt fokus på at gøre. Det er det vigtigste for mig.
Kantspilleren mener selv, at han har fået en god start i Raufoss, hvor klubben har taget godt imod ham. Den tidligere HB Køge-spiller mener, at norske spillestil passer godt til ham. Lee Rochester Sørensen har tidligere været i norsk fodbold, da han i den seneste sæson spillede for Nest-Sotra IL.
- Det er ikke ens (dansk og norsk spillestil, red.), og det passer mig ikke dårligt at spille i Danmark. Der er bare nogle andre muligheder. Raufoss spillede mod mit gamle hold for lidt siden, og den kamp endte 4-4.
- Det siger lidt om kampene herop. Det er meget åbne kampe, og det er lidt tjung-bang fodbold. Det er ikke altid, at det er dét hjemme i Danmark.
- Det er ret ofte, at kampene bliver 4-3 eller 4-4. Det, synes jeg, er befriende som offensivspiller, at der er meget fokus på det offensive, der bliver dog ikke slækket på det defensive.
- Det er en af de ting, som der tiltaler mig ved at spille i Norge, at der bliver spillet meget fremad.
Fokus på gode præstationer
Lee Rochester Sørensen siger, at klubbens ambition er at komme i top seks. På det personlige plan har den 26-årige kantspiller ikke sat sig nogle mål.
- Jeg har ikke sat noget antal mål for, hvor meget jeg gerne vil score. Jeg har mest fokus på at levere godt og præstere godt.
- Det vigtigste er, at jeg spiller noget god fodbold og viser mig fra min bedste side. Hvis jeg spiller godt og præstere, så har jeg god mulighed for at score i de her kampe, der er så åbne.
- Det er fedt ved at være heroppe, da kampene er så åbne, og der er mulighed for at score rimelig mange gange. Det tiltaler mig, siger Rochester, der derudover fortæller, at han kan bidrage med pågående og målsøgende spil i den offensive norske spillestil.
Danskerens træner har givet ham gode tilbagemeldinger angående indsatsen i starten af sæsonen, og Lee Rochester Sørensen vil blive klø på i håbet om at få skabt noget interesse fra andre klubber.
- Det optimale og ambitionen for mig er at præstere så godt som muligt. Nu har jeg bare fokus på denne her sæson, og der har jeg fuldt fokus på at præstere så godt som muligt, så jeg kan blive valgt til at spille alle kampene.
- Så der er fuldt fokus på at lave mål og assists og spille godt og få spillet en masse kampe med Raufoss, så må vi se, hvor det tager mig hen.
- Jeg har fået god feedback, og jeg kan fornemme, at de er glade for mig, og jeg føler mig godt tilpas. Jeg har gode forudsætninger for at præstere her.
Lee Rochester Sørensen har tidligere spillet i HB Køge, Lyngby, FC Vestsjælland, FC Roskilde samt norske Nest-Sotra IL.
Han er noteret for 19 Superliga-kampe for HB Køge med et mål og et oplæg til følge.
Kantspilleren har i denne sæson spillet fem kampe for Raufoss, hvor han har scoret et mål. Raufoss er placeret på niendepladsen med seks point efter fem kampe i OBOS-ligaen.


Raufoss
1. Division































