10 sejre i de seneste 12 landskampe, hvoraf en af dem har været på selveste Wembley mod England.
Det går faktisk ret godt for det græske landshold.
Landstræner Ivan Jovanovic har i sandhed fået styr på det græske landsholds præstationer på banen.
De har således vundet de seneste fire landskampe i træk. Senest vandt holdet 5-1 over Belarus og nu bobler optimismen på de kanter i takt med, at sejrene står i kø.
Faktisk har de kun tabt til Skotland og England i Nations League - i øvrigt på hjemmebane i begge kampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nu venter Danmark mandag på Karaiskakis Stadion, der er hjemmebane for Olympiakos, hvor der ventes udsolgt med 33.000 tilskuere.
- Danmark er et landshold med et højt niveau. De har mange dygtige spillere. Det er gruppens stærkeste hold, mener Ivan Jovanovic, der dog forudser, at det også bliver jævnbyrdigt mellem Grækenland, Danmark og Skotland om at vinde gruppen og kvalificere sig direkte til VM-slutrunden næste sommer.

Foto: Louiza Vradi/Ritzau Scanpix.
- Vi har alle samme mål, vi vil til VM. Jeg tror, at det bliver tæt mellem os tre nationer, siger den græske landstræner på søndagens afsluttende pressemøde forud for mandagens kvalifikationskamp.
Ivan Jovanovic trådte til som landstræner i 2024 efter nogle svære år, hvor grækerne har slidt med at finde stabiliteten samtidig med, at kvaliteten i truppen ikke var på niveau med det, vi ser i dag.
Komet imponerer
Ivan Jovanovic lovpriser, hvad han foreløbig har set fra den nye græske guldfugl, 17-årige Konstantinos Karetsas, der allerede har scoret to gange i de fire landskampe, han har spillet. Senest i fredagens 5-1 sejr over Hviderusland kom han på måltavlen med én scoring og ét oplæg.

Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix.
- Konstantinos er meget talentfuld. Han er startet meget stærkt i de første landskampe, han har fået. Han er en type, der udvikler sig meget. Forhåbentligt kan han fastholde den udfordring, for han er en meget seriøs dreng, roser Ivan Jovanovic.
Du kan læse meget mere om kometen Konstantinos Karetsas lige her.

VM Morgenbriefing: Argentina videre - men Kap Verde stjal showet
Hattrick | Afsnit 135Argentina er klar til ottendedelsfinalen - men de forsvarende verdensmestre måtte helt ud i forlænget spilletid, før de fik bugt med VM's helt store eventyr fra Kap Verde.
Læs mere

Grækenland
Danmark
VM kval. UEFA




































