Michael Madsen har skiftet Greve ud med AB denne vinter, og cheftræneren kan meget vel hive sin topscorer fra Greve med til akademikerklubben.
26-årige Rasmus Tangvig, der har lynet 11 gange i efteråret, træner nemlig med i AB i øjeblikket.
- Det lå lidt i kortene, at han gerne ville have mig med ude fra Greve. Det snakkede vi ret hurtigt om, efter han fik jobbet, siger Tangvig til bold.dk og tilføjer om AB:
- AB er jo selvfølgelig spændende. Det er et professionelt miljø, og det er meget tiltalende. Rammerne omkring AB er jo til 1. division, og der er nogle dygtige spillere, som har et uforløst potentiale.
- Jeg kan sagtens se mig selv tage skridtet til AB. Michael Madsen kender mig og mine kvaliteter og ved, hvilke parametre han skal skrue på for at få mest muligt ud af mig. Han har været rigtig god for mig, og det betyder sindssygt meget. Samtidig er der nogle rigtig dygtige spillere, som kan være med til at gøre mig bedre.
Tangvig vil få svært ved at sige farvel til Greve, hvis turen går til AB, som det lige nu ligner.
- Greve vil være svært at skulle væk fra, fordi det er en rigtig god klub, og der er nogle gode gutter, ligesom jeg ved, at jeg kan levere der, for det har jeg gjort før.
- Jeg spiller i 2. division og ved godt, at jeg ikke kommer til at tjene millioner på min fodbold, så for mig handler det om at være glad.
- Så jeg følger mavefornemmelsen, og lige nu ligger det nok lidt mere i AB's favør frem for Greve, fordi det er så spændende et projekt, og jeg får en træner, som ved præcis, hvad jeg står for, siger Tangvig.
Rasmus Tangvig har tidligere spillet 1. division med FC Roskilde, og han træner med i AB i næste uge også, hvorefter han regner med en afklaring.
På Sukkerbold kan du se en kavalkade af Rasmus Tangvigs mål fra i efteråret. Klik her for at se videoen.
sara@bold.dk



AB
Greve
CampoBet 2. division






























