Jonas Moreno Skovengaard blev den store helt for Greve i weekenden, da han dybt inde i overtiden sikrede sjællænderne tre uhyre vigtige point i den vilde 5-4-sejr over VSK Aarhus i nedrykningsspillet i 2. division.
Midtbanespilleren kalder sejrsmålet for en kæmpe forløsning efter en hektisk afslutning på kampen.
- De sidste minutter var hektiske og mest præget af de mange lange bolde, som gav en masse dueller i luftrummet.
- Det var en kæmpe forløsning at score det afgørende mål i overtiden, og følelsen kan bedst beskrives som lykke, siger Jonas Moreno Skovengaard til bold.dk, og tilføjer følgende.
- Kampen mindede på mange måder om vores kamp imod Hillerød (hvor Greve tabte med 5-4, red.), hvor vi ligeledes dominerede første halvleg og fortjent gik til pause med en føring.
- I anden halvleg går vi lidt ned i kadence og lader VSK Aarhus komme med i kampen med et par scoringer i stedet for at lukke kampen. Det sidste kvarter taler for sig selv, da der blev lavet fire mål samt uddelt et rødt kort.
- Vi kommer bagud 4-3 i det 80. minut, men vi bliver ved at jagte en udligning og i det 90. minut får vi tildelt et straffe, som bliver eksekveret i andet forsøg.
- Derefter får vi opsnappet en bold efter modstandernes opgivning, hvor vi kører en kontra. Jeg tager et løb fra midten i andet geled, og jeg bliver spillet fri på kanten af feltet.
- Derfra tager jeg en berøring og får vinklet bolden over i det fjerneste hjørne væk fra målmanden til 5-4. Det var helt vildt, siger han.
Den tidligere HB Køge- og Brønshøj-spiller ser nu frem til en spændende sæsonafslutning, hvor de resterende kampe alle kan betegnes som finaler.
- Der skal lyde et stort cadeau til holdet for at stå sammen og ikke at give op selvom det så sort ud. De sidste kampe bliver uhyre spændende og hver især en finale i kampen for overlevelse, afslutter han.
Greve er trods sejren fortsat placeret under nedrykningsstregen i 2. division, hvor det dog er uhyre tæt mellem Dalum, Brønshøj, Næsby, VSK Aarhus og netop Greve om tre af de fire nedrykningspladser.
kenneth@bold.dk


Greve
CampoBet 2. division






























