Gyldent gensyn: Frygtede at spille i Aarhus

bold.dk går i denne tid en tur i arkivet og finder nogle af de bedste interviews og artikler, mens fodbolden ligger stille. Denne gang kan du læse om tre spillere, der tog turen fra seriefodbold til Superligaen og vandt bronze med Lyngby.

Oprykkerne fra Lyngby har haft en flot sæson i Superligaen, hvor holdet overraskede de fleste og kom i mesterskabsspillet.

Lyngby-truppen består af adskillige spillere, hvis karriereforløb har været ganske usædvanlige sammenlignet med de fleste andre Superliga-klubber, da mange af spillerne i truppen har spillet størstedelen af karrieren i 1. division, mens flere spillere også har spillet i 2. division og lavere rækker.

11 af Lyngbys spillere har i denne sæson spillet i Superligaen for første gang i karrieren, og især for tre af spillerne var debuten i premieren mod FC København i Telia Parken i juli meget speciel.

Jeppe Kjær, Lasse Fosgaard og Jesper Christjansen spillede således forholdsvist sent i karrieren deres første Superliga-minutter nogensinde i 3-0-nederlaget til FCK - Kjær som 30-årig, Fosgaard i en alder af 29 og Christjansen som 28-årig.

I forbindelse med, at Lyngby søndag gæster FC København i Telia Parken igen, har bold.dk talt med angriberen, kantspilleren og midtbanespilleren om deres valg, fravalg, kriser, tvivlen på egne evner og det endelige gennembrud.

Fredag, lørdag og søndag kan I blandt andet læse om Bo Henriksens vigtige indflydelse, at kombinere fodbolden med et job som murer og overvejelser om et karrierestop.

I denne del kan man læse om en afgørende samtale med Bo Henriksen, en svær tid i Aarhus og at nå til en erkendelse af, at man nok aldrig får gennembruddet i Superligaen.

Fosgaard:

Ligesom for flere af de øvrige spillere i Lyngby-truppen har vejen til Superligaen været alt andet end lige til for Kjær, Fosgaard og Cristjansen.

Lasse Fosgaard nåede at spille Serie 2, Danmarksserie og 2. division, inden han kom i 1. division med Brønshøj.

Når Fosgaard i dag ser tilbage, glæder han sig over, at fodboldlivet ikke altid har været en dans på roser for ham.

- Der er mange spillere, som er blevet klappet på ryggen hele ungdommen og fået at vide, at de bliver landsholdsspillere en dag, men så bliver de seniorer og skal kæmpe mod nogen, som er 10 år ældre end dem selv, og så knækker de nakken. Mange ryger på bænken og mister lysten, og man har jo set mange spillere, som efter få år som senior simpelthen stopper til fodbold, fordi de ikke har kunnet håndtere modgangen.

- Jeg er en af dem, som har haft masser af modgang som ungdomsspiller, og den hårdhed, jeg fik, da jeg som ungdomsspiller fandt ud af, at tingene ikke altid går, som man gerne vil have det, har hjulpet mig kolossalt meget som seniorspiller. Det er nogle værdier, jeg bruger meget den dag i dag.

- Min far (Bo Fosgaard, red.) havde også taget en lidt anderledes vej til toppen af sin karriere. Han spillede i Rødovre i 2. division og besluttede sig for at tage til træning i KB en dag, og han endte så med at vinde det danske mesterskab med KB og spille europæisk ved bare selv at dukke op til træning og sige, at han ville være med.

- Han arbejdede sig op fra nul, og jeg har kunnet bruge hans erfaring til rigtig meget, for det viste mig, at der ikke kun er én rigtig måde at gøre tingene på, men at man skal turde gå sine egne veje.

- Hans erfaring var, at der var rigtig mange spillere, som var blevet hypet meget som ungdomsspiller og derfor tog tingene for givet, så de forstod ikke, at man også skulle være klar til at ofre noget.

- Talentet bringer én et vist stykke, men man skal selv sørge for at nå hele vejen med indstilling og mentalitet, og mange af de største talenter fra både hans og min ungdomstid, nåede aldrig at tage det næste skridt som seniorspillere. Talent er nok 25 procent, resten er hårdt arbejde - de værdier, fik jeg med fra barnsben, og det har bragt mig til, hvor jeg er i dag, siger Fosgaard.

Har aldrig spillet for berømmelse

Det endelige gennembrud lod vente på sig, men Fosgaard forklarer, at han aldrig har overvejet at stoppe med at spille fodbold.

Hans kærlighed til spillet har været afgørende for, at han altid har blevet ved - også i svære tider.

- Det kan godt være, at det i lang tid ikke så ud til, at jeg kunne føre det til det helt store, men jeg har aldrig haft drømmen om at tjene mange penge, være kendt og køre i en ferrari. Jeg har spillet fodbold, fordi jeg elsker at spille fodbold.

- Jeg har to ældre brødre, som er to og fire år ældre end mig, og som altid har spillet fodbold, og da min far også lever og ånder for fodbold, så det har altid været en del af mit liv, og det har altid været kærligheden til spillet, som har drevet mig.

- Selvfølgelig var der perioder, hvor det ikke var så sjovt, når man skulle igennem tre måneders sur vintertræning i sne og slud, hvor jeg spillede i Danmarksserien eller 2. division, men jeg har været i nogle rigtig gode omklædningsrum, så jeg har altid glædet mig til at komme til træning for at være sammen med mine holdkammerater.

- Det var også en del af mine overvejelser, da jeg takkede nej til at spille i Jylland. Jeg tænkte meget på, hvordan det ville være, hvis jeg kom til et sted langt væk hjemmefra, hvor jeg ikke måske ikke ville spille fast og samtidig nok ikke havde det så godt i omklædningsrummet og ingen at tale med uden for banen, som jeg har haft det i Avarta, Brønshøj og nu i Lyngby.

- Så er jeg ikke sikker på, at det ville være det værd. Det sociale har altid været essentielt for mig, og nu er jeg heldig at have det sådan igen - endda på højeste niveau.

Christjansen:

Efter et godt ophold i Hvidovre tog Jesper Christjansen i januar 2012 videre til Brønshøj, og det skulle vise sig at blive et uhyre vigtigt skifte for hans videre karriere.

Starten i klubben var godt nok fyldt med udfordringer for ham, da han havde svært ved at få hverdagen som nybagt far, murersvend og 1. divisionsspiller til at fungere.

- Lige da jeg var skiftet til Brønshøj, hang det slet ikke sammen for mig. Jeg fik en søn, jeg var murer på fuld tid og spillede i 1. division. En typisk dag for mig gik med at være på arbejde som murer fra tidligt om morgenen, hente min søn og aflevere ham til min mor eller svigermor og så køre videre til træning. Så jeg var allerede helt færdig, inden jeg skulle ud at præstere.

- Da jeg fik min søn, led mine fodboldambitioner et stort hak nedad. Der var noget, der selvfølgelig blev vigtigere end fodbolden, og samtidig så det hele ret uoverskueligt ud. Jeg spillede godt nok i en 1. divisionsklub, men vi lå ikke godt i rækken, og i starten spillede jeg heller ikke fast. Det var hårdt at have været gennem en uge med fuldtidsarbejde, træning fire-fem gange om ugen og så tage til Jylland i weekenden og måske ikke engang spille.

Samtale med Bo H. blev afgørende

Christjansen fik nok og besluttede sig for at ringe til Bo Henriksen og vende situationen med træneren.

Den samtale blev afgørende for Christjansen, som sammen med Henriksen fandt en løsning, som alle parter kunne være tilfredse med.

- Det er nok set nogle gange før, at spillere i sådan en situation vælger at sige, at det kan være lige meget, og på et tidspunkt ringede jeg også til Bo Henriksen og sagde, at der er nødt til at ske et eller andet.

- Mit arbejde var jo hårdt, så rent fysisk var jeg slidt, når jeg kom til træning, efter at have båret murespande fra stuen op til fjerde sal fra syv til halv fire. Mine ben kunne jo ingenting til træning, og der var jeg godt nok langt væk fra Superligaen.

- Jeg sagde til Bo, at hvis det fortsatte på den måde, ville jeg blive nødt til at stoppe, for jeg hang slet ikke sammen længere. Jeg kunne ikke få de tre ting til at harmonere, og jeg var aldrig helt til stede i rollerne. Bo var rigtig cool og sagde, at jeg skulle starte med at holde fri hver mandag, når de andre trænede, så jeg fik en dag fri for at få det til at fiungere, og det blev afgørende. Havde han ikke givet mig lov til det, havde jeg nok ikke fortsat.

- Det kan lyde mærkeligt, at man pludselig skal træne mindre end sine holdkammerater, men jeg er typen, som godt kan holde en fridag i ugens løb og stadig holde mig fit og være klar til kamp. Det betød vanvittigt meget, at jeg fik den mulighed, for jeg gik fra at være et menneske, som slet ikke hang sammen og derfor ikke kunne yde 100 procent nogle steder, heller ikke på træningsbanen, til at jeg pludselig havde lyst til at være til træning.

- Inden da skulle træningerne bare overstås, så jeg kunne komme hjem, men nu havde jeg både lyst og overskud til at være der og overskud til at blive bedre.

- Den oplevelse gør også, at jeg virkelig nyder at have en fuldtidskontrakt den dag i dag. Jeg kan sætte det lidt i relief, fordi jeg ikke altid har spillet på fuld tid, og det er en god erfaring at have nu.

Fosgaard:

Lasse Fosgaard var skiftet til Brønshøj halvandet år før Christjansen, og for ham blev opholdet i klubben også meget afgørende for det videre forløb i hans karriere.

Fosgaard tilskriver også meget af hans succes, at han lærte meget af Bo Henriksen i Tingbjerg.

- Det er i Brønshøj, at det går op for mig, at jeg en dag kan spille i Superligaen. Det er dér, jeg finder ud af, jeg har evnerne, og det var det absolut vigtigste skridt i min karriere.

- Bo har nogle værdier, som går på at arbejde hårdt og tænke på holdet, før man tænker på sig selv. Man giver 100 procent hver eneste gang, uanset hvem man er. Det manglede jeg måske til en hvis grad til sidst i Avarta, hvor jeg jo vidste, jeg var en af de gode og derfor nok nogle gange følte, at jeg kunne gøre, hvad der passede mig.

- I Brønshøj startede jeg fra nul, og nogle af de værdier, jeg fik i klubben og af Bo Henriksen, bruger jeg stadig den dag i dag. Det med at vide, at man skal præstere hver eneste dag til træning for også at kunne præstere i kamp. Jeg gik fra at være en dreng til en mand i Brønshøj, og det skyldes i høj grad Bo.

- Jeg har udviklet mig sent, det er jo åbenlyst. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg ikke var moden nok som yngre, men jeg har måske bare ikke haft den tro på mig selv, der skulle til for at tage det næste skridt. Jeg har aldrig kunnet forvente, at det kunne lade sig gøre, men det ændrede Bo på.

Bo pumper én med selvtillid

- Bo er helt vildt dygtig til at motivere og til at fortælle, hvad man kan og skal gøre bedre. Han pumper én med selvtillid, og det gælder jo ikke kun mig, men mange andre, som man kan se, tog nogle kæmpe skridt under ham i Brønshøj, som Emil Berggreen og Pierre Kanstrup.

- Pierre kom dertil efter et lejeophold her i Lyngby, hvor han stort set ikke spillede og måske havde mistet troen på sig selv en anelse, men han blev en helt ny spiller herude. Berggreen var en god spiller som U19-spiller i FCN, men havde det svært i starten som senior.

- Det sker for mange, at alle går og klapper dem på skuldrene og minder dem om, hvor gode de er, men når de så bliver seniorspillere, er virkeligheden en anden, og der er ingen kære mor. Det er nok en stor forandring for rigtig mange, som har taget den 'rigtige' vej op, men der er Bo vildt god til at gå ind og hjælpe dem.

- Jeg har selv haft en vej frem, som slet ikke er gået, som for de fleste store talenter, men selv for mig, som havde oplevet mange nedture, inden jeg kom til Brønshøj, så var Bo afgørende for mig og min karriere. Den spiller, jeg er i dag, skyldes den tid.

- Jeg blev selvfølgelig også en bedre fodboldspiller i Avarta, men de menneskelige færdigheder og det mentale aspekt lærte jeg i Brønshøj. Man kan være nok så dygtig på banen, men hvis man ikke har mentaliteten, kommer man ikke langt, siger Fosgaard.

Christjansen:

I tiden i Brønshøj nåede Fosgaard at spille sammen med Jesper Christjansen.

Midtbanespilleren er helt enig i billedet af Bo Henriksen som en træner, der virkelig kan fylde spillere med selvtillid.

- Lige da jeg kom til Brønshøj, skulle Bo og jeg lige finde hinanden. Bo er meget højtråbende og siger tingene lige ud, og den stil skulle jeg lige vænne mig til. Jeg spillede heller ikke i starten, selvom jeg egentlig havde følelsen af, at jeg var bedre end de andre. Vi gik lidt skævt af hinanden, men det fik vi rettet op på.

- Bo blev siden ret afgørende for min karriere. En ting er, at han udviste stor tro på én, men han formåede også at fylde én fuldstændig op med selvtillid. Man følte pludselig, at man kunne det hele, og i den del af træneraspektet er han nok den, som jeg har mødt, der er den bedste. Tom Køhlert lærte mig i sin tid meget som spiller, men Bo Henriksen lærte mig meget mentalt og at være professionel.

- Han fik mig til at forstå, hvordan jeg skulle spille for at kunne nå længst i min karriere. Jeg er jo ikke typen, som skal afdrible tre mand og sparke den op i krydset. Jeg har nogle andre værdier, og det fik Bo mig til at indse.

- Bo gik ikke så meget op i, hvad man kunne som spiller. Hvis man var på hans hold i 1. division, kunne man jo godt spille fodbold, så han lærte mere end om det mentale, som jo også er mindst lige så vigtigt. Bo fik mig overbevist om, at jeg er god nok til Superligaen.

Kjær:

Jeppe Kjær har som den eneste af de tre spillere aldrig spillet under Bo Henriksen, og modsat Fosgaards og Christjansens oplevelse af en periode, hvor de blev fyldt med selvtillid, prøvede Kjær det stik modsatte, da han tog det store skifte fra HB Køge til AGF.

AGF var lige rykket ned i 1. division, men Kjær tog til den store klub med ambitionerne om at være med til at få holdet tilbage i den bedste række og siden få sit Superliga-gennembrud.

- Jeg undersøgte faktisk nogle andre muligheder først, for jeg ville gerne til udlandet, men det blev ikke til noget. Der var flere klubber, som var interesseret, også fra Superligaen, men de trak sig alle sammen, som tiden gik, fordi jeg ventede på muligheden for at komme til udlandet. Interessen fra AGF varede dog hele sommeren, og de var meget ivrige efter at få mig til klubben.

- Jeg var selvfølgelig glad for det og beæret over, at de troede så meget på mig, så til sidst tog jeg til et møde i Aarhus og talte med Morten Wieghorst, og det lød super spændende. Han er en velovervejet træner, som virkede sindssygt dygtig og engageret, så da jeg kørte hjem derfra, var jeg ikke rigtig i tvivl om, at jeg ville dertil.

- Det var først efter, at jeg flyttede til Aarhus, at det gik op for mig, hvor stor en klub jeg var kommet til. Jeg havde ingen idé om, at det var så enormt, inden jeg tog derover. Det er en kæmpe klub, ikke bare i forhold til FC Roskilde og HB Køge, men i det hele taget. Det er vel den tredjestørste klub i Danmark, og det kom bag på mig, hvor stor en forskel der var i hverdagen i den klub i forhold til andre, jeg har været i.

Blev kørt helt ned i Aarhus

Jeppe Kjær forklarer, at opholdet i AGF blev én lang nedtur for angriberen, som for alvor røg ind i en krise under opholdet i klubben.

Kjær endte i en situation, hvor han sågar håbede på, at han ikke ville komme på banen.

- Jeg blev pillet meget ned i løbet af det år. Selvtillidsmæssigt var det én lang nedadgående kurve. Jeg havde slet ikke forventet, at det ville blive på den måde, men jeg kan omvendt godt se den dag i dag, at det er den periode i min karriere, som har været mest lærerig.

- Jeg lærte utroligt meget om mig selv i et rigtig hårdt år. Jeg gik fra at være, hvis ikke dén vigtigste, så i hvert fald en af de vigtigste spillere i en trup til at få en marginal rolle. Jeg gik fra stort set ingen omtale til, at alt, hvad jeg gjorde, lige meget om det var godt eller dårligt, og om det var til træning eller i kamp, blev bedømt af andre.

- Interessen udefra var helt enorm, og jeg havde ingen idé om, hvor meget det pres fyldte, og hvor meget det kan tynge én. Det er svært at beskrive, når man ikke har prøvet det.

- Det pres, der er på Aarhus Stadion, er fuldstændig ubeskriveligt. Der er en helt speciel aura og en særlig bobbel på det stadion, og jeg har aldrig prøvet noget lignende før.

- Jeg var småskadet fra starten, men fik heller ikke så mange chancer, og når jeg endelig fik chancen, greb jeg den ikke. Jeg havde præstationsangst og kunne slet ikke ramme en mand, selvom han stod fem meter fra mig.

- Når man ingen selvtillid har, hænger man slet ikke sammen på banen. Jeg mener, det var Peter Graulund, der sagde, at hvis en angriber uden selvtillid står på stranden og bliver bedt om at sparke bolden ud i havet, så rammer han ikke. Sådan havde jeg det dengang.

- I de sidste par måneder i klubben, hvor jeg sad på bænken i kampene, håbede jeg altid, at jeg ikke blev skiftet ind. Jeg sad altid bare og håbede på at blive forbigået, og at jeg ikke blev bedt om at varme op. Det var meget surrealistisk at opleve. Jeg havde slet ikke lyst til at komme til kampene, når jeg ikke var udtaget, jeg var helt nede.

- Det var en barsk tid og et hårdt år, men det er også noget, man skal tage ved lære af, og det gjorde jeg også. Det var meget udviklende, og jeg lærte vildt meget både som spiller og person. Jeg fortryder det absolut ikke, og jeg havde gjort det igen, hvis jeg fik chancen – men havde selvfølgelig så håbet på et andet udfald.

Kunne du have gjort mere for at få succes i AGF?

- Der er primært to personer, som havde ansvaret for, at det ikke blev bedre, og det var mig selv og træneren. Jeg skulle selv have leveret bedre, når jeg fik chancen og været skarpere, og træneren kunne godt have vist lidt mere tiltro til mig og givet mig længere snor, og jeg blev ikke ligefrem fyldt med selvtillid af ham.

- Jeg bærer på ingen måde nag over det. En træner har i en trup altid en gruppe spillere, han tror meget på, så er der en gruppe spillere i anden række og en gruppe spillere i rækken efter. Sådan er det alle steder, og jeg gik fra at være fast starter til at være en, man ikke rigtig troede på.

- Man må bare forsøge at få det bedste ud af sådan en situation, og jeg forsøgte at overbevise ham om, at jeg var god nok. Men jeg må bare erkende, at det ikke lykkedes for mig.

Fosgaard:

De tre spillere har, som de fleste andre professionelle fodboldspillere, været igennem hårde tider med kriser og mangel på spilletid.

Lasse Fosgaard tror på, at nedturene og de mange år uden for Superligaen er et brugbart værktøj for alle spillerne den dag i dag.

- Absolut. Vi er rigtig mange i Lyngby, som har taget den helt lange vej for at nå hertil, og vi sætter nok pris på at være en del af det her på en måde, som andre Superliga-spillere med en anden historik ikke gør, da det hele tiden har været forventningen, at de skulle nå hertil, mens ingen rigtig troede på os.

- Jo højere op i niveau, man kommer, jo mere bliver det en forretning i forhold til bare fodbold, men selvom vi er professionelle, handler det for os bare om glæden ved at spille fodbold. Her er ingen på holdet, som kun tænker på sig selv og på at lave en masse mål, så man kan score en stor, fed kontrakt et sted, men her tænker alle på, at vi skal vinde kampene sammen, og det er unikt.

- Alle har nok spillet sammen med nogen, hvor man sad med følelsen af, at der var spillere på holdet, som spillede mere for personlig succes end for fællesskabet. De spillere kunne godt have kampe, hvor de slet ikke var til stede, og det er da pisse frustrerende. Jeg har spillet sammen med mange af de humørspillere, som var fantastiske, når det kørte for dem, men ikke var to kroner værd, når der var lidt modgang.

- Det er i modgang, man ser, hvem folk virkelig er. Der ser man karaktertrækkene, og hvilken type person, de forskellige spillere er. I medgang er det nemt at være kammerater og smile og være glade, men hvem er klar til at give det ekstra i modgang. De typer har vi mange af i Lyngby.

- Vi havde tre sæsoner i træk her i Lyngby, hvor vi blev nummer tre i 1. division og missede oprykningen. Der tænkte jeg da på, om jeg som spiller og vi som hold bare ikke var bedre, og det var en forfærdelig tanke for mig. Man gik lidt med tanken om, at man allerede havde nået loftet i sin karriere, og at det ikke kunne blive bedre, og det var svært. Men så hentede klubben David Nielsen, og det blev afgørende, siger Fosgaard.

Onsdag kan du læse tredje afsnit, hvor David Nielsens betydning for Lyngby og overvejelserne om et karrierestop blandt andet er et tema.