Det er blot tre dage siden, at Colin Rösler satte sin signatur på en treårig aftale med AGF.
Allerede onsdag er han at finde i startelleveren, når aarhusianerne krydser klinger med Sabah FK i Champions League-kvalifikationen.
Det skyldes i høj grad, at Jakob Poulsen er gået med rutinen, fortæller cheftræneren til Viaplay forud for kampstart.
- Jeg ved, hvad Colin står for. Det er en solid forsvarsspiller, som har en vis rutine med sig. Det kommer vi til at få brug for i en kamp som i dag.
- Jeg er velvidende om, at det nok ikke er alt, der sidder der endnu i forhold til spillestilen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men han har spillet på et hold i Malmö, som rigtig gerne vil have bolden meget, og han har spillet i Mjällby, hvor han har været en del af en treback-kæde.
- Så der er ikke noget af det, vi præsenterer for ham, der er nyt. Selvfølgelig er der noget med relationerne til holdkammeraterne, men han er en dygtig fodboldspiller.
- Jeg tror derfor, at han kommer til at løse det rigtig godt, siger Jakob Poulsen.

AGF
Sabah FK
CL-kval



































