




Efter nederlaget til Randers tilbage i juli har AGF nærmest været urørlige i 3F Superligaen.
Det stoppede dog søndag aften, da Sønderjyske var forbi Ceres Park Vejlby.
Her var det gæsterne, der kom bedst fra start i opgøret, hvor Matthew Hoppe bragte sønderjyderne i front efter små 20 minutters spil.
Scoringen fra Sønderjyske var dog katalysatoren for en AGF-dominans i resten af første halvleg.
Aarhusianerne formåede nemlig herefter at vende opgøret fuldstændig og kunne og skulle muligvis også have scoret mere end to mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

De holdt sig dog til to scoringer, og det gjorde så, at Sønderjyske stadig var med i opgøret på papiret.
I anden halvleg vendte dominansen så 180 grader, hvilket resulterede i, at gæsterne løb med en 3-2-sejr.
Efter kampen forholdt keeperen fra AGF, Jesper Hansen, sig til billedet på to vidt forskellige halvlege.
- Jeg havde egentlig en god fornemmelse, efter vi kom ud til anden halvleg.
- Jeg ved ikke, hvor langt vi er henne i anden halvleg, men lige pludselig begynder vi så at lave småfejl og tabe bolde, som giver Sønderjyske nogle kontramuligheder, som presser os tilbage.
- Vi falder simpelthen i niveau, og vi smider bolden og laver personlige fejl, og det skal man ikke gøre mod Sønderjyske, da de her omstillinger er deres spidskompetencer, og her straffer de os i dag.
- Vi er meget selv skyld i det, fordi vi spiller det over på deres hænder, fortæller Jesper Hansen til den fremmødte presse.
Jesper Hansen pegede også på det fysiske aspekt som værende en mulig årsag til, at spillet ændrede sig så markant efter starten på anden halvleg.
- Vi kunne ikke holde kadencen oppe i anden halvleg, hvilket måske var på grund af lidt træthed.
- Det var helhedsindtrykket, at kvaliteten faldt efter de første ti minutter af anden halvleg, forklarer Jesper Hansen til den skrevne presse.
Hvis trætheden virkelig var udslaget for resultatet, så falder den kommende landsholdspause nok meget godt for AGF.

CL-millioner kan forgylde AGF: Historiens største
Hattrick | Afsnit 171Dagens Hattrick starter med et lidt skrattende opkald til Baku, hvor Bolds udsendte giver en optakt til AGF's kamp mod Sabah. Økonomien kommer i fokus.
Læs mere
AGF
Sønderjyske
3F Superliga






































