



Den svenske angriber Erik Törnros har fået en glimrende start på tilværelsen i HB Køge. Han har således scoret fem mål i løbet af de første seks kampe, klubben har spillet i den nye sæson.
Onsdag aften stod han for to af kasserne, da HB Køge slog FC Roskilde.
- Kampen gik meget godt for mig og holdet. Vi er meget glade for, at vi slog Roskilde, og jeg er selvfølgelig glad for, at jeg scorede to mål, siger Törnros ifølge klubbens Facebook-side.
I weekenden skal HB Køge op imod Skive IK, og svenskeren er klar til at fortsætte med at score mål.
- Det håber jeg, og jeg tror, vi har gode chancer for at slå Skive, siger svenskeren, som stadig mangler lidt for at nå 100 procent.
- Jeg kommer nærmere og nærmere for hver dag, der går. Jeg arbejder hårdt for at nå de 100 procent. Jeg vil sige, at jeg nok ligger på 90-95 procent lige nu, siger Erik Törnros.
Den svenske angriber kom til klubben fra polske GKS Tychy forud for den igangværende sæson.


HB Køge
Betinia Liga

































