I starten af august blev Ibrahim 'Ibo' Figuigui ramt af en alvorlig knæskade under en træning.
Den 19-årige HB Køge-spiller er siden blevet opereret og står foran en længere periode, inden han kan begynde sin genoptræning. Han ventes først tilbage i kamp i næste sæson.
Men midt i den svære situation har HB Køge valgt at give Ibo noget at glæde sig over.
Klubben har forlænget hans kontrakt, som oprindeligt stod til at udløbe næste sommer. Den nye aftale løber nu frem til sommeren 2028.
Sportsdirektør Auri Skarbalius forklarer, at forlængelsen skal give Ibo ro til at fokusere på at komme tilbage.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Skaden har sat en kæp i hjulet for planen med Ibo's udvikling. Men med forlængelsen sørger vi for, at planen kun bliver udskudt og ikke aflyst. Vi tror på Ibo og vil give ham de bedst tænkelige rammer for at kunne vende tilbage til banen igen, siger Auri Skarbalius.
For Ibo selv betyder forlængelsen, at han kan koncentrere sig om genoptræningen uden usikkerheden om, hvad der skal ske, når den oprindelige kontrakt udløber.
- Jeg er meget glad og taknemlig for at kunne forlænge min aftale. Det giver mig noget ro i forhold til min genoptræning, så jeg forhåbentlig kan vende stærkere tilbage og betale tilliden tilbage, siger Ibrahim Figuigui.
Ibo blev forfremmet til HB Køges førstehold i sommer og nåede at komme på banen i sæsonens to første kampe, inden knæskaden satte ham ud af spil.

HB Køge
Betinia Liga

























