HB Køge præsenterede i efteråret tilgangen af to markante skikkelser.
Svanerne kunne fortælle, at de havde hentet de to rutinerede spillere Tobias Thomsen og Marcel Rømer hjem fra Island.
Selv om HB Køge i de senere år har været kendt for at give et hav af unge spillere chancen, så betyder tilgangen af Thomsen og Rømer ikke, at den tid er forbi.
Det fortæller sportsdirektør Auri Skarbalius til Bold.
- Den strategi vi kender fra klubben som talentfabrik fortsætter, hvor vi giver chancen til unge spillere. Vi ved godt, at det tager tid, før de unge spillere er klar og stabile.
De mange unge spillere, klubben råder over, har altså gavn af de ældre spillere i hverdagen, mener Auri.
- Derfor har vi haft brug for spillere, som de unge har kunne læne sig op ad. Det var derfor vores ønske og mål at hente rutinerede spille tilbage, der har en fortid.

Foto: HB Køge
I 2021 hentede HB Køge Mike Jensen. Han har siden været en stor succes i klubben, hvor han både på og uden for banen har været et forgangsbillede.
Auri håber, at det samme vil være tilfældet med Tobias Thomsen og Marcel Rømer, der begge har en fortid i klubben.
- Nu skal de virkelig også give tilbage til klubben. De kommer for at give alt både til kamp og til hverdag. Det handler om at gå forrest - både når det går godt, men også når det ikke går så godt.
- Vi kigger altid på, hvad der kan lade sig gøre. Vores strategi er stadig, at vi giver chancen til vores egne talenter, men målet er fortsat at overleve og stabilisere os i rækken.
Intet behov for yderligere transferaktivitet
I 2023 foretog HB Køge en stor ændring, da de lancerede 'HB Køge for the future'.
Tiltaget handlede om, at klubben skulle have endnu større fokus på klubbens egne talenter og udvikle flere spillere til førsteholdet.
Mange af de spillere, der i 2023 blev en del af førsteholdet, er fortsat i klubben og nu blevet ældre og mere erfarne.
Derfor har klubben ikke et behov for at være aktive i dette vindue, mener Auri.
- Som udgangspunkt er vi færdige. De unge spillere skal også have kampe og minutter selv, når det ikke kører, der skal vi være tålmodige.
- Balancen går mellem, hvordan får vi givet minutter til de unge, men samtidig overleve 1. division, fortæller Auri.

Foto: HB Køge
Stålfast tro på overlevelse
HB Køge indtager aktuelt 11.-pladsen i Betinia Ligaen. Selv om det er under nedrykningsstregen, så har sportsdirektøren en stålfast tro på, at svanerne nok skal klare skærene
- Selvfølgelig, har jeg det. Selvfølgelig tror jeg på, at vi overlever.
Hvis det alligevel skulle ske, at HB Køge til sommer må tage en tur ned i landets tredjebedste række, så er det ikke noget, der kommer til at få den store betydning på det sportslige setup i klubben.
- Det ville være uforsvarligt, hvis vi ikke var afklarede med, hvad sker, hvis det skulle ske, selv om vi ikke ønsker det. Det er blandt andet det, som vores strategi har været med til at sikre.
- Vi har spillerne og trænerne på kontrakt, vi har de samme faciliter, så det vil ikke ændre på noget. Det vil bare være at smøre ærmerne op, hvis det skulle ske, slutter Auri.
HB Køge indleder forårssæsonen i 1. division ude mod Hobro IK.
Kampen spilles den 27. februar klokken 18.00.
Du kan se stillingen i rækken her.

HB Køge
Betinia Liga
























