Når HB Køges 1. divisionsmandskab samles for første gang efter ferien i morgen, så bliver det uden holdets forsvarsprofil Kristian Pedersen.
Den unge venstreback rejser istedet med Bundesliga-mandskabet Borussia Mönchengladbach på træningslejr, hvor han skal vise sig frem. Hvis den tyske storklub kan lide, hvad de ser, så er der aftalt en pris på fem millioner kroner.
Det bekræfter HB Køges direktør, Peter Frank.
- Vi har ikke selv været så interesseret i, at få historien ud, men nu hvor den er ude, så kan jeg godt bekræfte, at han skal afsted med Gladbach, og at han derefter skal med U21-landsholdet. Men lad os nu se, det går jo hurtigt i fodbold.
- Det kan jo være svært at leve op til forventninger, hvis man lægger meget fokus på ham, og Kristian er stadig en uerfaren spiller, som ikke har prøvet så meget endnu, så han skal bare nyde det hele i stedet for at have et stor pres på sig, siger han.
Direktøren forklarer, at man i sin tid lagde en strategi for Pedersen, som ikke handlede om hurtige kontanter for HB Køge.
- Vi har lagt en rigtig god plan for Kristian Pedersen, hvor vi har talt om, hvad der ville være det rigtige for ham. Han har også en dygtig agent, som havde noget kendskab til, hvad Kristian burde gøre ud fra sin spillestil, og nu opstod den her mulighed så.
- Vi prøvede at finde ud af, hvor han kunne blive ved med at udvikle sig, så det ikke bare handlede om at få hurtige penge i kassen for os, siger direktøren.
Peter Frank er imponeret over venstrebacken, som for halvandet år siden skiftede fra Danmarksserie-klubben Ringsted IF.
Han forklarer, at der allerede var bud på Pedersen efter få kampe i den sorte og blå HBK-trøje.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Kristian Pedersen er en guldfugl for os. Det kunne man se i den første kamp, hvor han blev skiftet ind for os. Da han havde spillet et par få kampe for os var der henvendelser fra flere Superliga-klubber, så det siger meget om ham.
- Kristian har ikke haft så travlt med at komme afsted, og han siger stadig selv, at han har en masse at lære. Det er vigtigt som fodboldspiller, at man tænker over, hvad der er det rigtige i sin karriere, siger Frank.
Kristian Pedersen er blevet kåret som Årets Spiller 2015 i HB Køge.
soren@bold.dk


HB Køge
Mönchengladbach
Bundesliga































