



Det var to formstærke mandskaber som havde sat hinanden stævne på Castus Park i Herfølge søndag eftermiddag.
Hjemmeholdet havde kun tabt én af deres seneste ni gældende kampe, mens Viborg havde taget turen til Sjælland med selvtillid i bagagen efter midtugens 2-0 sejr over topholdet fra Vejle.
Kampen var dog ikke mange minutter gammel før den selvtillid fik ridser i lakken. Et frispark ude omkring sidelinjen fandt vej til hovedet på Mikkel Wohlgemuth, og så kunne midtbanemanden bringe HB Køge på 1-0 efter tre minutter.
Få minutter efter måtte gæsternes førstevalg mellem stængerne, finske Walter Viitala, udgå med en skade og lade sig erstatte af Sebastian John.
Ondt blev værre for viborgenserne efter den halve times spil, da anfører Jeppe Grønning modtog sin anden advarsel. En noget hård dom, hvor det unægteligt lignede, at dommeren havde glemt at midtbanespilleren allerede havde modtaget en advarsel tidligere i opgøret.
I første halvlegs tillægstid fordoblede hjemmeholdet deres føring, da Martin Koch Helsted efter flot forarbejde kunne sende bolden i det tomme net til 2-0.
2-0 lignede længe slutresultatet, men i tillægstiden kunne indskiftede Erik Törnros score til 3-0. HB Køge hopper dermed op på tredjepladsen og 17 point efter ni kampe, mens Viborg led deres første nederlag efter tre sejre på stribe.


HB Køge
Viborg FF
Betinia Liga



























