FC Midtjylland lejede for en måneds tid siden Lasse Heinze ud til norske Sarpsborg, så han kunne få lidt tiltrængt spilletid. Men Heinze har ikke fået ét minut i seks kampe.
- Målt alene på spilletid har det været en fejl at tage herop. Så vidt jeg ved, blev jeg lovet, at jeg skulle spille, og det er ikke sket, siger Heinze til bold.dk og tilføjer:
- Men i forhold til, at jeg var meget frustreret og ked af det, da jeg tog herop, så har jeg været glad for opholdet. Jeg var nede i et meget dybt hul – nok også et dybere hul end jeg i første omgang ville erkende – og det er jeg på vej op ad nu.
- Det var målmandstræneren heroppe, der gjorde mig opmærksom på det. Han kunne godt se, at jeg kunne en masse ting som målmand, men jeg havde svært ved at få dem ført ud i livet, og det vil han gerne hjælpe mig med. Og det arbejder vi på nu.
Foran Heinze står den jamaicanske landsholdskeeper Dwayne Kerr.
- Dwayne har i den grad spillet en vigtig rolle for os på det seneste, hvor han i flere af kampene decideret har reddet point. Det hører også med til historien, og det er selvfølgelig typisk mit held, at konkurrenten pludselig toppræsterer, når jeg står til at skulle til at spille, siger Heinze og fortsætter:
- Hvis jeg slet ikke har spillet, når mit ophold slutter heroppe den 8. november, så har det været en fiasko, men lige ser jeg ret positivt på tingene. Mere positivt end længe. Jeg er opsat på at kæmpe videre, og ikke mindst finder jeg det igen sjovt og spændende at tage til træning hver dag.
- På den måde denne tid også en investering for mig i forhold til at komme helt op ad hullet, siger keeperen.
Heinzes ophold i Sarpsborg løber året ud, hvorefter han endnu har halvandet år tilbage med FCM.
mikael@bold.dk


Sarpsborg 08
Norge Eliteserien































