



Mandag aften dansk tid var New Zealand hjemme på en overkommelig opgave i Oceaniens VM-kvalifikation, da Fiji ventede i en kamp, der blev spillet i Qatar.
Det er et mandskab, som newzealænderne historisk har stået godt overfor, da det er blevet til 30 sejre i deres seneste 39 indbyrdes opgør.
Det skulle også blive en god dag på kontoret for New Zealand, men holdet skulle frem til første halvlegs sidste minut, før der var forløsning.
Her fandt Clayton Lewis Newcastle-angriberen Chris Wood, som umarkeret kunne heade sit hold i front med 1-0.
Det skulle også blive til 2-0 for newzealænderne, og den scoring tegnede Helsingør-midtbanespilleren Elijah Just sig for.
En lidt tilfældig nedfaldsbold havnede for fødderne af den 21-årige Just, som kunne hamre bolden i nettaget fra kanten af det lille felt.
En glimrende oplevelse for den unge spiller, som hidtil kun havde scoret på nationalt plan i en venskabskamp.
På det efterfølgende angreb var der igen mål til All Whites, og det var Chris Wood, som med sit 30. landskampsmål overhalede Vaughan Coveny, som den mest scorende for sit land nogensinde.
Dermed stod der 3-0 efter Woods mål, som i den grad udnyttede, at Fijis bagkæde ikke er den stærkeste i verdensfodbolden, men det skete også takket være en sukkerbold fra netop indskiftede Just.
Helt til slut kunne New Zealand lukke og slukke, da Clayton Lewis gjorde det til 4-0 på et straffespark.
Dermed fører mandskabet deres VM-kvalifikationspulje med seks point for to kampe og en målscore på 5-0.


New Zealand
Fiji



































