Henrik Kildentoft har besluttet sig for at indstille karrieren på grund af skadesproblemer. Det bekræfter den 32-årige defensivspiller over for Sjællandske Medier.
- I slutningen af marts fik jeg problemer med ryggen. En MR-scanning viste en lille udposning i nervebanerne, hvilket reelt var en lille diskusprolaps. Jeg har egentlig kunne mærke den de sidste par år, men spillet videre. Da jeg nu har haft problemet tre gange på fire måneder, må jeg stoppe, siger Kildentoft ifølge sn.dk.
Henrik Kildentoft fik sin seniordebut hos Brøndby tilbage i 2005, hvor Brøndby vandt mesterskabet.
I 2007 gik turen videre til FC Nordsjælland. Her var han i 2010 og 2011 med til at vinde pokalturneringen, mens han i 2012 var med til at vinde det danske mesterskab.
I den efterfølgende vinter drog Kildentoft til Norge, hvor han endte hos Haugesund og Hønefoss. I januar 2015 vendte Kildentoft hjem til Danmark og Vendsyssel FF, inden han i sommeren 2015 skiftede til Næstved.
Her har han spillet siden og har sågar været med i de to første kampe i sæsonen. I det seneste opgør mod Hvidovre gik det dog galt med ryggen, og det førte altså til beslutningen om karrierestop.


Brøndby IF
FC Nordsjælland
Næstved Boldklub
Vendsyssel FF
Hønefoss
Haugesund
3F Superliga
Betinia Liga
CampoBet 2. division






























