


I returkampen af den tyske oprykningsfinale, det såkaldte Relegationsspiel, skulle de to traditionsrige storklubber Hertha Berlin og HSV op imod hinanden, efter HSV i torsdags sikrede en 1-0-sejr på Olympiastadion.
Derfor skulle Hertha, som gik ind til kampen i håbet om at forblive i Bundesligaen, hente en et-målssejr på Volksparkstadion.
Den ambition fik gæsterne indfriet efter bare fire minutters spil, da Dedryck Boyata satte panden på et hjørnespark fra Marvin Plattenhardt, og så var alt ellers helt og aldeles åbent med en hel kamp igen.
Det kunne mærkes på tændingen i opgøret, som var markant højere end i første kamp i Berlin, og det var særligt gæsterne, der sad på løjerne i første halvleg. Her kunne Boyata og Lucas Tousart have bragt sit hold på 2-0, men den sidste skarphed manglede.
Trods god tænding var der dog ikke flere mål at finde i de første 45 minutter, og pausestillingen lød derfor 1-0.
Plattenhardt fordoblede med frækt frispark
Artiklen fortsætter efter billedet

Anden halvleg bød på mere intensitet og mangel på kaos, og store dele af kampen lignede det nærmest, at de to mandskaber var i gang med de afgørende ti minutter.
HSV kom bedre med og havde et par forsøg, men de blev aldrig rigtigt farlige nok til at få udlignet resultatet, og i stedet kunne Hertha bringe sig på sejrskurs med en halv time igen.
Her var det oplæggeren til 1-0-målet Marvin Plattenhardt, som på et direkte frispark fra højre side overlistede en lidt fejlplaceret Daniel Heuer Fernandes til stillingen 2-0.
En kold spand vand i hovedet for hjemmepublikummet, som havde haft svært ved at finde en rytme kampen igennem.
De fik chancen ti minutter før tid, da Joshua Vagnoman fik muligheden på en nedfaldsbold i feltet, men den indskiftede forsvarsspiller brændte den store mulighed.
I det sidste tillægsminut fik Lucas Tousart sin anden advarsel for at sparke bolden væk, men de sidste 50 sekunder med en mand i undertal gjorde ingen forskel.
Det endte derfor med en 2-0-sejr til Hertha i Hamborg, som altså må tage endnu en tur i 2. Bundesliga, mens hovedstadsklubben redder sig selv på målstregen nok engang.


Hertha Berlin
Hamburger SV
Tyskland Bundesliga Oprykning/Nedrykning



































