HIK vandt 2. divisions nedrykningsspil i suveræn stil i den forgangne sæson med stor margin ned til AB på andenpladsen.
Nu har klubben forlænget kontrakten med to af nøglespillerne bag den flotte sæson i form af topscorer Jonathan 'Lålå' Nielsen samt Jonas Hebo. Også den unge angriber Andreas Smed har underskrevet en kontraktforlængelse.
HIK's cheftræner Peter Feher tror på, at den nuværende trup kan udvikle sig med til den kommende sæson.
- Vi har arbejdet grundigt og i lang tid med denne trup. Spillerne har været dygtige til at tage alle taktiske input til sig, og jeg tror, at vi kan udvikle os endnu mere i den kommende sæson, siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter.
- Vi holder på de fleste stamspillere og kigger efter enkelte nye spillere. Desuden har vi en række talentfulde boblere fra vores U19 hold, som skal have chancen i seniormiljøet.
HIK har også indgået kontrakt med 21-årige Lukas Christoffersen, der har spillet et halvt år i klubben.


HIK
CampoBet 2. division





























