2022-01-07 07:12:18

Hillerød-ja til investorer: Lønstrup er manager

Hillerøds førstehold bliver fremover kørt videre i selskabet Hillerød Fodbold Elite, og her bliver Christian Lønstrup manager.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I december kunne 2. divisionsklubben Hillerød fortælle, at lokale investorer var på vej ind i klubben med henblik på at overtage klubbens kontraktfodboldtilladelse og køre førsteholdet videre i et selskab.

Parterne havde indgået en betinget aftale, og den blev torsdag stemt igennem ved en ekstraordinær generalforsamling i klubben.

Det oplyser Hillerød Fodbold på sin hjemmeside.

Ifølge Sjællandske Medier er Christian Løntrup fremover manager med størstedelen af det sportslige ansvar og nye Marc Thevis som assistenttræner, mens sportsdirektør Jackie Rasmussen overgår en rolle som administrerende direktør og sponsoransvarlig i det nye selskab ved navn Hillerød Fodbold Elite A/S.

Ifølge avisen starter Hillerød Fodbold Elite med et budget på fem millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter billedet

2. division -Hillerød-ja til investorer: Lønstrup er manager
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en meddelelse på klubbens hjemmeside siger formand i det nye selskab, Jesper Lolk-Nielsen, at målet er at førsteholdet i Hillerød skal etablere sig i toppen af dansk fodbold og fortæller om de umiddelbare planer.

- Der bliver ikke investeret store beløb, uden der er belæg for investeringen, der skal foretages. I første omgang har vi en spillertrup, hvor der skal tegnes eller gentegnes kontrakter, og vi skal kigge på transfervinduet med henblik på udskiftninger og tilpasninger, så vi kan bibeholde oprykningspladsen foråret ud, siger Lolk-Nielsen, der er den største aktionær i kredsen af lokale investorer.

Formand for Hillerød Fodbold, Henrik Emil Hansen, glæder sig over aftalen, fordi moderklubben får mere tid og flere ressourcer til at fokusere på børne- og ungdomsmiljøet i klubben, ligesom aftalen sikrer moderklubben økonomisk.

Aftalen er betinget af, at Hillerød Fodbold og Hillerød Fodbold Elite A/S bliver enige om en aftale med Hillerød Kommune om selskabets brug af kommunens faciliteter på Hillerød Stadion.

Hillerød er lige nu nummer to i 2. division.

Annonce

17 kommentarer

Se kommentarer
Annonce