Hillerød fortsætter oprustningen til sæsonen i 2. division, og nu har klubben hentet den tidligere Superliga-spiller Nicolai Johannesen.
Den 26-årige venstreback startede karrieren i Lyngby og rykkede så til FC Nordsjælland, hvor han fik seks Superliga-kampe.
Siden gik turen til AGF, Hvidovre og senest norske Fram Larvik, og nu vender han altså hjem til Hillerød.
- Det er et scoop vi har lavet – Nicolai kommer med rutine, erfaring og kvalitet. Det hele er kommet hurtigt i stand, og vi har haft nogle gode snakke om de værdier vi har her i Hillerød Fodbold, siger sportschef Jackie Rasmussen.
- Nicolai deler de værdier som vi dyrker hos os, og han kommer til for at kickstarte sig selv igen, samt finde glæden ved fodbolden.
- At en spiller som Nicolai køber ind på projektet som vi er i gang med, samt ønsker at være med til at styrke os med henblik på de ambitioner vi har, det er vi meget glade for.
Nicolai Johannesen kan udover venstreback også spille midtstopper.


Fram Larvik
2. Division
CampoBet 2. division
Hillerød






























