


OB gjorde, hvad der var forventet af dem onsdag aften.
Alexander Zornigers tropper var taget til Tingbjerg Ground for at møde Brønshøj i Oddset Pokalen. Fynboerne vandt 3-0, men værterne bed i den grad for sig.
Bold har dagen derpå taget en snak med klubbens administrerende direktør, Claus Wiingaard, der beretter om en god aften.
- Vi har det godt. Vi synes, vi havde en fodboldfest. Der var utrolig god stemning blandt fans fra begge lejre, og der var også en masse forskellige gimmicks.
- Den del var ganske fin, og spillemæssigt synes jeg endda, at vi gjorde mere, end vi kunne forvente fra vores spillere.
- De kæmpede virkelig for det her, og i de første 65-70 minutter matchede vi faktisk OB. Der blev virkelig gået til den.
- I pausen fik de også at vide, at det lige så godt kunne blive os, der gik videre, og det kunne det også, men da OB først fik scoret, så gik luften også en smule af ballonen, siger Brønshøj-bossen.
2786 mennesker var der på plads på stadion, og det er aldrig gjort bedre. Det er de naturligvis også godt tilfredse med i Brønshøj.
- En gang for mange år siden har vi været oppe på noget, der minder om det samme, men vi betragter det som en stadionrekord.
- Og det kom ikke bag på os. Tværtimod. Vi måtte faktisk begrænse det. Vi kunne godt have solgt flere billetter.
- Normalt sælger vi ikke billetter i forsalg, men det gjorde vi den her gang, og det er vi glade for, fordi der var ret stort pres på dagen, men vi synes ikke, vi kunne håndtere flere rent kapacitetsmæssigt.
Stor betydning, pølser og fluesmækkere
En så stor pokalkamp har betydning på flere måder for Brønshøj.
- Det betyder to ting.
- Det betyder noget, at vi viser, at vi kan matche et Superliga-hold i så lang tid, som vi kunne.
- Og for det andet er der også noget økonomi, der hjælper os. Men den økonomi opstår udelukkende på baggrund af alle vores frivillige. Det er dem, der er med til at bære det her.
- Uden dem havde det ikke kunne lade sig gøre, understreger Wiingaard.
De mange fans var både sultne og tørstige undervejs, men det havde Brønshøj styr på.
Direktøren måtte dog også selv i arbejdshandskerne.
- Det kneb på et tidspunkt med at følge med i pølsesalget hos udefansene, men vi havde, hvad vi skulle have af både øl, pølser og flæskestegssandwich.
- Jeg står selv og laver lige knap 400 flæskestegssandwich. Det er bare en del af at være en lille klub, og det har vi det fint med. Det skaber sammenhold.
Undervejs tog de to lejre også pis på hinanden. OB havde blandt andet taget fluesmækkere med, og det var der en god grund til.
- OB ringede til os inden og spurgte, om det var okay, de tog fluesmækkere med ind på stadion, fordi de gerne ville klaske hvepsene, og det sagde vi selvfølgelig ja til.
- Den stemning er bare noget af det, man kan i en 3. divisionsklub. Vores fans kommer for at have en fest, få nogle øl og synge nogle sange. Genere de andre på en sjov måde. Det er det, vi kan.
Endeligt beretter Wiingaard også om en sjov samtale med OB’s sportsdirektør Troels Bech, der havde en noget bedre aften end sidst, han var med OB i Brønshøj.
- Vi snakkede også lidt med Troels Bech. Han vidste ikke rigtigt, om han turde komme ud til os.
- Sidste gang blev han fyret som cheftræner efterfølgende, siger han afslutningsvis med et grin.

OB
Brønshøj Boldklub
Oddset Pokalen



































