3F Superliga -Hjemvendt FCM'er sat tilbage i opstarten
2020-01-26 06:30:02
Foto: FC Midtjylland

Hjemvendt FCM'er sat tilbage i opstarten

Sammy Skytte har endnu ikke deltaget fuldt ud i FC Midtjyllands opstart, men sportschef Svend Graversen vil ikke udelukke, at midtbanespilleren spiller sig ind i varmen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den tidligere Silkeborg-profil Sammy Skytte er denne vinter vendt tilbage til FC Midtjylland efter et halvt år som lejesvend i norske Stabæk. 

Skytte var dog hverken med i første testkamp mod Esbjerg og ex-klubben Silkeborg fredag, og den 22-årige midtbanespiller skal i første omgang blive helt fit.

- Sammy har nogle småproblemer med hjem fra Norge, som vi er omhyggelige med at tage os af. Han har ikke trænet fuldt med i opstarten endnu, så vi bygger ham op.

- Han er næsten klar til banen, men det vil være åndssvagt at tage risici. Han er på ingen måde alvorlig skadet, men han har været ude, så vi er omhyggelige med ham, siger FCM's sportschef Svend Graversen til bold.dk. 

Skytte har været FCM-spiller i halvandet år, men har endnu sin officielle debut tilgode efter lejeophold i Horsens og siden Stabæk.

Graversen vil dog ikke udelukke, at Skytte bliver i FCM i foråret. 

- Han er en del af FC Midtjylland, og han skal forsøge at kæmpe sig på holdet ligesom alle de andre. Kan han ikke det, må vi sammen med ham, hans repræsentanter og klubber, der er interesserede i ham, finde en god løsning.

- Det er klart, han ikke har verdens bedste mulighed for at komme holdet i og med, at han er skadet, men det skal han kæmpe for, siger Graversen. 

B.T. meldte i november Bodø/Glimt interesserede i Skytte. 

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce