Jonas Wind fik i efteråret chancen på A-landsholdet, og den har den 22-årige FCK-angriber i den grad grebet.
Tre kasser har Wind noteret sig for i sine første fem landskampe, og han ligner dermed en angriber, vi kommer til at se meget mere til i rødt og hvidt.
Nogle har decideret udråbt Jonas Wind som ny førsteangriber på landsholdet, men det stempel får han ikke af Kasper Hjulmand.
- Det er der ikke noget, der hedder. Der er ikke nogen af de andre, der er hverken førsteangriber, midtbane eller forsvarer. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for Jonas' indtræden på holdet, og kombineret med de andre typer på holdet har det været nogle fine kampe, siger Hjulmand.
Landstræneren sender i samme forbindelse stor ros i retning af de øvrige angribere i truppen.
- Jeg vil bare sige, at Kasper Dolberg i de første kampe, inden han blev skadet og fik corona, var fantastisk i de første to kampe i efteråret. Altså virkelig stærk. Det var meget, meget få centimeter i en fire-fem situation, der gjorde, at han ikke kom på scoringstavlen, men jeg ser på alle mulige andre ting også, og jeg tror virkelig meget på Dolberg.
- Vi har Andreas Cornelius, der gør det godt, når han er klar. Desværre er han ikke klar, men der er flere om buddet. Vi skal også huske, at både Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen egentlig er angribere. Jeg synes, der er mange om buddet, og vi kan veksle lidt i forhold til positionerne.
- Men Jonas har gjort det godt, og han har pyntet på relationerne. Det, som vi måske har manglet i nogle af kampene, har han bidraget med, siger Kasper Hjulmand.
Danmark møder søndag aften Moldova i VM-kvalifikationens andet opgør. Denne gang er det på hjemmebane i Herning.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

VM
Danmark
































